�dipuskompleks                                                                                                                       

T: �dipuskomplex; E: Oedipus complex; F: complexe d'Oedipe

 

�dipuskomplekset er en intrapsykisk trekantstruktur, hvortil der er knyttet bestemte f�lelsesbindinger i et indbyrdes konfliktforhold. Det antages af Freud at dominere udviklingen i perioden 3-5 �r, hvor det ytrer sig ved, at drengen er forelsket i moderen og omfatter faderen med jalousihad og geng�ldelsesangst. Hos nyere forfattere som Klein og Lacan er det placeret v�sentligt tidligere, ligesom den tilgrundliggende trekantstruktur er l�snet fra familiens roller. Overvindelsen af �dipuskomplekset er et led i barnets myndigg�relse, og overjeget betragtes som kompleksets arvtager i personligheden.

 

Freud kom p� sporet af �dipuskomplekset i forbindelse med sin selvanalyse efter faderens d�d i 1896, og han beskrev det i de f�lgende �r som en central struktur i s�vel den normale som den neurotiske personlighed (Freud 1985c, 1900a, 1905d, 1909b). Det var Ferenczi, der i 1909 som den f�rste anvendte sammens�tningen �dipuskompleks p� tryk, efter at Jungs kompleksbegreb var blevet indoptaget i psykoanalysen (Ferenczi 1909, s. 45), men Freud overtog betegnelsen fra og med 1910 (Freud 1910h, da. udg. s. 12) og kaldte i 1913 �dipuskomplekset "oprindelsen til religion, moral, samfundsm�ssighed og kunst" s�vel som "kernen i alle neuroser" (Freud 1912-13a, da. udg. s. 121). Efter f�rste verdenskrig lagde han stadig st�rre v�gt p� begrebet, indplacerede det i den generelle psykoanalytiske udviklingsteori og pr�ciserede forskellene mellem drengens og pigens version af komplekset (Freud 1921c, 1923b, 1923e, 1924d). Fra 1923 br�d en r�kke heftige kontroverser ud, som angik den pr��dipale moderbinding, det kvindelige �dipuskompleks samt �dipuskompleksets forekomst i andre kulturer (jvf. afsnit 2, 3 og 4).

I efterkrigs�rene er �dipuskomplekset blevet st�ende som et centralt psykoanalytisk begreb, men ofte uden at teorien om det udvikledes yderligere. Mest markante undtagelser er Lacans strukturalistiske reformulering �dipusproblematikken (jvf. afsnit 1) og Parsons' indpasning af komplekset i sin sociologiske rolleteori (jvf. afsnit 4). Fra og med ungdomsopr�ret i 1960erne fulgte en ny b�lge af kritik af �dipusteorien, der blev anklaget for at v�re normativ, autorit�r og patriarkalsk, og narcissismen og den pr��dipale moderbinding har siden gradvis overtaget �dipuskompleksets position som dominerende psykoanalytisk referenceramme (jvf. afsnit 4). Ogs� inden for psykopatologien har �dipuskomplekset haft en vigende position (jvf. afsnit 5).

 

1. �dipuskompleksets grundstruktur

Skabelonen bag �dipusstrukturen er Sofokles' tragedie om kong �dipus, der uafvidende dr�bte sin fader og giftede sig med sin moder. Det, som sk�bnen bestemte i tragedien, er if�lge Freud bestemt af det ubevidste. Alle drenge har ubevidst �nsket at dr�be deres f�dre og �gte deres m�dre. Deraf f�lger den hypotese, at grundelementerne i den �dipale konflikt er incest�nsket og incestforbudet (Freud 1900a, da. udg. s. 204-13).

Gennem psykoanalysens historie har der v�ret delte meninger om, hvorvidt �dipuskomplekset er indpr�get i barnet gennem socialisationen og dermed afspejler familiestrukturen, eller om det snarere skal betragtes som udslag af et medf�dt struktureringsprincip, der som et s�t af psykiske kategorier virker ind p� alle barnets interpersonelle relationer. For det sidste taler det faktum, at der ogs� udvikles �dipale f�lelsesbindinger hos b�rn med kun �n for�lder, og den smidigg�relse af �dipusteorien, der fandt sted hos Klein og Lacan, peger i samme retning, idet begge disse forfattere g�r bag om den familieb�rne konfliktstruktur, hvori den ene for�lder altid er mellemv�rendet mellem barnet og den anden, og inds�tter partialobjektet i strukturen som et muligt mellemv�rende mellem barnet og en anden person (Klein 1928 og 1945, Lacan 1994).

Skal disse udvidelser af perspektivet tilgodeses, m� Freuds oprindelige definition justeres. �dipuskompleksets almene type kan da defineres med udgangspunkt i en bestemt intrapsykisk trekantstruktur, hvis tre konstituerende punkter ikke betegnes som barn, moder og fader, men som subjekt (S), rivalitetsobjekt (o) og rival (O). De tre punkter i strukturen er forbundet via tre s�t f�lelsesbindinger:

 

         (Figuren kan desv�rre ikke vises her. Se den i Psykodynamisk leksikon p. 859)

 

Pilenes retning er fra den aktive til den passive position. De dobbelte linjer angiver, at f�lelserne er ambivalente. Den stiplede linje betyder, at relationen mellem O og o ikke er beh�ftet med selvst�ndige f�lelsesbindinger, hvilket er en konsekvens af, at S er f�lelsernes subjekt, men relationen er indirekte til stede i komplekset, idet subjektet gennem identifikation med rivalen udtrykker sin oplevelse af dennes objektrelation. Den grundl�ggende konflikt opleves mellem S og O og g�lder besiddelsen af o, der g�res til genstand for subjektets bem�gtigelsestrang. Dette o-objekt bliver et symbolsk magtobjekt, idet subjektets beg�r samtidig er bestemt af rivalens beg�r og �nsket om at triumfere over denne, og bem�gtigelsestrangen er fremkommet som et konglomerat af barnets egne driftsimpulser, fantaserede elementer med relation til urscenen og reelle iagttagelser af for�ldrenes indbyrdes relation. Konflikten opst�r, ved at O besidder eller har bem�gtiget sig o-objektet. Heraf skabes et (gen)erobringsfors�g: S identificerer sig med O og vil samtidig erobre O's position. Den resulterende f�lelse er jalousihad parret med idealisering som en anerkendelse af O's overmagt og karakter af forbillede. Hadet fremkalder p� sin side den passive angst for straf og geng�ldelse, ligesom idealiseringen af O ogs� indeb�rer et �nske om anerkendelse fra O's side.

Der kan i den psykoanalytiske litteratur udpeges tre hovedformer af den �dipale struktur, dvs. tre forskellige fordelinger af rollerne, og det er ikke s�dan, at der n�dvendigvis kun findes en enkelt hovedform manifesteret ad gangen. Barnet kan p� samme tid v�re involveret i flere versioner af komplekset, s�dan som Freud selv antydede med begrebet om +det mere fuldst�ndige �dipuskompleks* (Freud 1923b, da. udg. s. 177). Dette viser, hvor gennemgribende kompleksets strukturering af barnets interpersonelle relationer er.

Den f�rste hovedform har barnet (S) over for et andet subjekt (O) og et partialobjekt som mellemv�rende (o). I denne variant udvikler barnets forhold til moderen sig typisk med f�ces som o-objekter, idet renligheden bliver et kardinalpunkt i opdragelsen som modstykke til barnets analerotiske lyster, men ogs� kastrationskomplekset, hvor b�de moderen og faderen kan v�re barnets modpart, h�rer hjemme her, idet penis gennem masturbationsforbudet er blevet o-objekt. Den gensidige k�rlighedsrelation i S-o-O-strukturen udspiller sig altid mellem S og O, n�r o �ndrer karakter fra rivalitetsobjekt til gave. Gavegivningen kan s�ledes betragtes som k�rlighedens prototype i den �dipale objektrelation.

Den anden hovedform rummer tre subjekter (stadig med kompleksets indehaver som S) og fremkommer typisk, n�r faderen indtr�der p� scenen og overtager moderens position som O-objekt, mens hun p� sin side reduceres til o-objekt. Den v�sentligste effekt af denne udskiftning er degraderingen af moderen, idet hun f.eks. opfattes som +kastreret*. Dette klassiske �dipuskompleks opst�r sj�ldent ved, at faderen griber forstyrrende ind i et i �vrigt perfekt k�rlighedsforhold mellem moder og barn, men ved at han indtr�der som katalysator i barnets forudg�ende konflikt med moderen. Er det moderen i positionen som o-objekt, der bliver prototype p� det senere k�rlighedsobjekt, vil det i bedste fald v�re et fornedrende beg�r, manden kan f�le over for en s�dan kvinde.

Den tredje hovedform har ligeledes tre subjekter, men nu med kompleksets indehaver i o's position (typisk barnet som +moderens fallos*, der j�vnligt er beskrevet i den psykoanalytiske litteratur). Den tjener bl.a. til at skildre de psykiske f�lger for barnet af relationen mellem for�ldrene. Denne hovedform er kun indirekte et �dipuskompleks. Der er tale om, at barnet gennem egne forudg�ende erfaringer almeng�r strukturen og placerer for�ldrene i dens roller. Det er gennem for�ldrenes k�rlighed, at barnet kommer til verden b�de fysisk og psykisk, og tilsvarende er det gennem deres indbyrdes konflikter (og forts�ttelsen af deres egne �dipuskomplekser), at det hindres i selv at blive subjekt.

 

2. �dipuskompleksets placering i udviklingsteorien

Freud placerede som oftest �dipuskomplekset i perioden 3-5 �r, mens Klein rykkede det tilbage til det f�rste leve�r for til sidst helt at erstatte det med den depressive position, der grundl�gges i perioden 3-6 m�neder, og Lacan placerede det ved udgangen af spejlstadiet i 18m�nedersalderen. Dette indeb�rer forskellige indplaceringer af komplekset i barnets udvikling. For s� vidt den ovenfor omtalte trekantstruktur, hvor to subjekter rivaliserer om noget tredje, er et f�llestr�k, kan man enten v�lge at betragte de af Klein og Lacan beskrevne former som egentlige manifestationer af �dipuskomplekset eller som forl�bere for den af Freud beskrevne struktur. Hvor Freud antager, at komplekset er en konsekvens af barnets fallisk-genitale seksualitet og dets forestilling om en seksuel relation til en voksen objektperson, l�gges der ofte i senere teorier v�gt p�, at den �dipale trekant er f�rdigdannet i den anale eller eventuelt allerede i den orale fase, hvor f�ces og bryst indg�r som o-objekter i den ovenfor n�vnte betydning.

Psykoanalytiske teoretikere har ikke i synderlig grad baseret deres opfattelse af komplekset p� observationer af b�rn, men oftere konstrueret et billede ud fra erfaringer med analyse af voksne eller af �ldre b�rn. I de fleste nyere udviklingsteorier er der enighed om, at barnets objektrelationer �ndrer afg�rende karakter, n�r det - omkring 16-18 m�neder - kan skille den anden ud som et afgr�nset subjekt af samme art som det selv. Dette synes derfor at v�re det tidligste tidspunkt, hvor der kan anerkendes et egentligt �dipuskompleks. Det grundl�gges, n�r den pr��dipale struktur, hvad enten den kaldes narcissistisk eller paranoid-skizoid, omstruktureres som f�lge af barnets erkendelse af skillelinjen mellem det selv og den anden. En parallel hertil er Mahlers gentiln�rmelsesfase, der ogs� er en f�lge af oversk�ringen af den psykiske navlestreng mellem moder og barn (Mahler/Pine/Bergman 1975, Abelin 1971). En anden v�sentlig parallel er Spitz' beskrivelse af barnets f�rste brug af ordet nej (Spitz 1957).

Den intrapsykiske �dipale konflikt ytrer sig udadtil typisk som problemer i opdragelsen, hvor barnet opleves som ops�tsigt, asocialt og kr�vende, og hvor det har en s�rlig evne til at g�re netop det, for�ldrene finder mest ul�kkert, pinligt og anst�deligt. Selve konfliktstoffet er kulturelt bestemt, men ligger inden for det psykoseksuelle register. I vor kultur er det ofte bundet til renlighedstr�ningen og masturbationsforbudet. Barnets seksualforskning indg�r desuden i udformningen af komplekset, if�lge Freud gennem fantasier om, at alle mennesker har eller har haft en penis, at for�ldrenes k�nsakt er en sl�skamp, og at babyer f�des gennem tarmen (Freud 1908c). Disse fantasier eksisterer i det ubevidste up�virket af en eventuel seksualundervisning.

Overvindelsen af �dipuskomplekset er i den psykoanalytiske teori forbundet med etableringen af overjeget. Mens de basale �dipale �nsker fortr�nges til det'et, f�r andre lov til at forblive i jeget som karaktertr�k, mens atter andre lever videre i overjeget, der frem for alt er �dipuskompleksets arvtager i personligheden (Freud 1923b, da. udg. s. 178-82 og s. 188-89). Overgangen indeb�rer, at barnet fra at frygte, hade og idealisere O-objektet overf�rer disse potentialer til overjeget, hvorved de samtidig �ndrer karakter. Mens faderen var drengens rival og derfor vanskeligt samtidig kunne anerkendes som neutral autoritet, er overjeget en neutral og upersonlig instans, som i princippet er den samme hos alle i et socialt f�llesskab. For drengens vedkommende siges kastrationsangsten at v�re den faktor, der omdanner �dipuskompleksets asociale tendenser til permanente overjegfunktioner, specielt indstiftelsen af skyldf�lelsen. For pigens vedkommende tales om frygten for k�rlighedstab.

Freud var med sin forst�else af �dipuskompleksets overvindelse med til at give hele teorien en autorit�r fremtoning, idet han ikke forestillede sig nogen anden vej ud af konflikten, end et ydmygende nederlag til rivalen. Der er dog snarere tale om en kontinuerlig proces, der er begyndt samtidig med �dipuskompleksets dannelse eller m�ske endnu tidligere, og som forts�tter l�nge efter dets undergang. Ligesom jeget till�gges en kontinuerlig udviklingsproces, er ogs� overjeget under stadig udvikling gennem barndommen. Det anses s�ledes i dag normalt for �nskeligt, at barnet tilegner sig samfundets b�rende regler gennem en gradvis ind�velse af element�re interaktionsformer i forhold til for�ldre, s�skende og legekammerater frem for gennem trusler og afstraffelser. En anden v�sentlig betingelse for overvindelsen af komplekset er udviklingen af barnets k�rlighedsevne, dets overvindelse af ambivalensen og dets erkendelse af selv at m�tte levere et offer for at bil�gge konflikten. I sidste instans drejer overvindelsen af komplekset sig om barnets evne til at undv�re for�ldrenes beskyttelse, til at frig�re sig fra deres dominans og til at skabe sig sin egen tilv�relse, kort sagt dets evne til at blive voksent.

Se depressiv position, spejlstadium, gentiln�rmelsesfase, overjeg, jegideal, psykoseksuel udvikling.

 

3. Det k�nsspecifikke �dipuskompleks

�dipusteorien var fra Freuds h�nd lagt an p� at karakterisere drengens udvikling, og den forsinkede indplacering af pigen skabte betydelige vanskeligheder. Freud lagde stor v�gt p� sammenh�ngen mellem �dipuskomplekset og biseksualiteten. Han ans� det snarere som reglen end som undtagelsen, at ethvert barn har b�de et heteroseksuelt ("positivt") og et homoseksuelt ("negativt") �dipuskompleks, dvs. at s�vel fader som moder begge optr�der som b�de objekt og rival (Freud 1923b), og han mente, at noget af konfliktens styrke hidr�rte fra k�nsmods�tningen i hvert enkelt individ. Selv med denne teori kunne han imidlertid ikke undg� at tage stilling til de forskelle, der uafviseligt er mellem drengens og pigens version af komplekset.

Den stribe af kontroverser om �dipuskomplekset, der udspillede sig inden for psykoanalysen fra og med 1923, reflekterede alle det manglende kvindelige element: pigens udvikling ved siden af drengens, moderbindingen ved siden af faderbindingen og de moderretslige kulturer ved siden af de faderretslige. De resulterende diskussioner aftegnede to antagonistiske opfattelser af det kvindelige �dipuskompleks.

(1) Freud stillingtagen er, at pigens udvikling et langt stykke f�lger drengens. Hendes f�rste objekt er moderen, og til masturbation anvender hun den "mandlige" klitoris, idet hverken hun eller drengen har kendskab til vaginas eksistens. Forskellen indtr�der f�rst i og med kastrationskomplekset. Pigen udvikler penismisundelse, hvor drengen udvikler kastrationsangst, og hun v�lger kun faderen som objekt som en f�lge af sit d�rlige forhold til moderen og ved udsigten til at generhverve den manglende penis symbolsk i skikkelse af en baby (Freud 1925j, 1931b, 1933a (forel�sning 33)). Den mest detaljerede redeg�relse for disse tanker findes i en artikel af Ruth Mack Brunswick, som angiveligt er nedskrevet p� grundlag af samtaler med Freud, men som f�rst er publiceret efter Freuds d�d (Brunswick 1940). Dette synspunkt er siden i vidt forskellige varianter repr�senteret af Nagera (1975) og Lacan (1962 og 1966b).

(2) I forhold hertil har Freuds kritikere altid haft deres styrke i feministiske kredse, idet de h�vdede, at kvindeligheden havde et genuint udspring i kvindens natur og ikke beh�vede nogen indirekte psykodynamisk begrundelse - og slet ikke et udgangspunkt i kvindens oplevelse af sig selv som kastreret og mindrev�rdig. I stedet h�vdes det, som det ogs� oprindelig var Freuds antagelse, at pigen har det samme kompleks som drengen, n�r moderens og faderens position byttes om. Denne lille pige beg�rer faderen seksuelt og rivaliserer tilsvarende med moderen. Abstrakt udtrykt indeb�rer det, at barnet beg�rer for�lderen af modsat k�n og rivaliserer med for�lderen af samme k�n. Dette synspunkt har p� forskellig vis v�ret repr�senteret af Horney (1923), Klein (1932), Jones (1927, 1933 og 1935) og Chasseguet-Smirgel (1964).

Se kvindelighed, penismisundelse, livmodermisundelse, kastrationskompleks, fallisk fase, generativitet.

 

4. Det sociologiske og antropologiske perspektiv

Freud foretog i Totem og tabu (1912-13a) en storstilet historisk konstruktion, efter hvilken �dipuskomplekset opst�r i urhorden, forefindes i skjult form i det totemistiske faderl�se samfund og sl�r fuldt igennem i alle senere samfundsformer og p� alle samfundsm�ssige niveauer: i familien, i det politiske struktur, i kunsten og i religionen. I Massepsykologi og jeg-analyse (1921c) viste Freud, hvordan f�rerskikkelser, helte og idoler i virkeligheden repr�senterer faderen og s�ledes hidr�rer fra �dipuskomplekset.

Efter indg�ende feltstudier p� Trobriand-�erne under f�rste verdenskrig fremsatte etnologen Bronislaw Malinowski den hypotese, at trobrianderne som f�lge af en moderretslig familie- og samfundsstruktur ikke udvikler et �dipuskompleks i traditionel forstand (Malinowski 1927). Der er ingen konflikt mellem drengen og hans fader, men derimod mellem drengen og hans morbroder, der er familiens egentlige autoritet. Hermed anf�gtede Malinowski postulatet om �dipusstrukturens universalitet, ligesom han h�vdede, at komplekset direkte afspejler relationerne i familien.

Mange psykoanalytikere af sociologisk observans st�ttede Malinowski, herunder Reich (1930 og 1932), Fromm (1934 og 1936), Lacan (1938) og Kardiner (1939), mens andre som Jones (1925 og 1928) mere eller mindre pr. refleks forsvarede universalitetssynspunktet. R�heim foretog en r�kke feltunders�gelser i moderretslige kulturer og kom med det modargument, at drengene p� Trobriand-�erne gennemspiller en normal �dipal autoritetskonflikt med deres egen fader for sekund�rt - som regel f�rst i otte�rsalderen - at indtr�de i en autoritetskonflikt med morbroderen, alts� ligesom b�rn i den vestlige kultur forskyder noget af konfliktmaterialet fra faderen til l�reren, n�r de kommer i skole, og senere til arbejdslederen p� fabrikken, befalingsmanden i h�ren og pr�sten i menigheden (R�heim 1934, 1946 og 1952).

I 1950erne svingede pendulet p� ny ud til fordel for en universalisering af komplekset, s�ledes i de unders�gelser, der blev foretaget af sociologen Talcott Parsons (1953, 1954a, 1954b og 1955). Parsons mente, at socialisationen indeb�rer en trinvis rolleindl�ring og rolledifferentiering, og at �dipuskomplekset svarer til barnets v�gren sig ved at acceptere sin plads inden for familiens firedelte rollestruktur (fader, moder, s�n, datter), som de er bestemt af k�ns- og generationspolariteten.

Siden 1960erne har stemningen atter v�ret for en relativering af �dipuskomplekset, idet man har p�peget, at hverken kernefamilien eller patriarkatet er universelle st�rrelser, og at nye konfliktstrukturer n�dvendigvis vil se dagens lys i det faderl�se samfund (Mitscherlich 1963). Denne kritik gik h�nd i h�nd med, at komplekset ogs� p� det kliniske omr�de tr�dte i baggrunden og blev erstattet af teorier om narcissisme og tidlig moderbinding. Anti�dipus blev ligefrem et slagord, idet mange s� anvendelsen af �dipusteorien som udtryk for en autorit�r og patriarkalsk ideologi (Deleuze/Guattari 1972).