Psyke & Logos nr.1, 2002 �rgang 23

 

PSYKOANALYSE UDEN FREUD

af Bente Petersen

Anmeldelse:

 

Karen Vibeke Mortensen: Fra neurose til relationsforstyrrelse

Psykoanalytiske udviklingsteorier ogklassifikationer af psykopatologi

Gyldendal 2001, 447 sider, indb. kr. 399,00

 

 

 

Karen Vibeke Mortensen (KVM) havde egentlig sat sig for at skrive en l�rebog i klinisk b�rnepsykologi, der skulle afl�se Reimer Jensens bog fra 1973, som hun mener ikke l�ngere er d�kkende. Opgaven viste sig dog for overv�ldende, og i stedet besluttede hun sig for at udgive en r�kke sm�b�ger om centrale emner inden for omr�det. Den f�rste af disse skulle omhandle klassifikationssystemer og den udvikling, der er foreg�et med psykoanalysens udviklingsteorier. Bogen voksede imidlertid, og sigtet med den �ndrede sig undervejs fra en p�dagogisk l�rebog til et fors�g p� ud fra en mere personlig erkendelsesinteresse at klarg�re egne holdninger og teoretiske st�steder, s�dan som de er blevet til gennem 30 �rs klinisk arbejde med b�rn og voksne.

     I alle disse �r har KVM angiveligt holdt fast ved psykoanalysen b�de som forst�elsesramme og som behandlingsmetode. Det har hun gjort dels fordi psykoanalysen ’tilbyder langt den (eller de) mest dybtg�ende teorier om psykisk udvikling, der findes, is�r om udvikling af psykopatologi’, og dels fordi ’den rummer en respekt for andre mennesker, som jeg ikke har fundet tilsvarende indenfor andre teorier.’ (p.13).

     En af KVMs grundl�ggende overbevisninger, er ’at viden om b�de den normale og psykopatologiske udvikling hos b�rn i langt h�jere grad, end det nu er tilf�ldet, burde indg� som foruds�tning for at v�re psykoterapeut, ogs� med voksne patienter, og at betydningen af denne viden er alt for lidt kendt og anerkendt.’ (p.12). Med dette udgangspunkt er en teoretiker som Daniel Stern, som har gjort minuti�se studier af sp�db�rn i samspil med deres m�dre, naturligvis langt at foretr�kke fremfor Sigmund Freud, hvis udviklingsteori er dannet med udgangspunkt i studier af hans voksne patienter. Freud f�r i det hele taget en h�rd medfart i KVMs h�nder, og det er sv�rt at undg� den fornemmelse, at det er rigtig mange �r siden, hun sidst har studeret hans v�rker.

     Et andet grundsynspunkt er tilsyneladende forestillingen om, at nyere teorier eller videreudviklinger af gamle har st�rre gyldighed og sandhedsv�rdi, end deres respektive ophav: ’Og lige s� vel som jeg hellere vil sejle til Gr�nland efter et moderne kort end efter et, der er 100 �r gammelt, vil jeg i mit psykoterapeutiske arbejde hellere lade mig lede af nogle af de nyere teorier i stedet for af Freuds oprindelige;’(p.29).

 

INDHOLD

I bogens f�rste knapt 300 sider fremstilles ni psykoanalytiske udviklingsteorier, nemlig teorier af Sigmund Freud, Anna Freud, Erik Erikson, Melanie Klein, Margaret Mahler, Otte Kernberg, John Bowlby, Mary Ainsworth og Daniel Stern. Sigmund Freuds udviklingsteori fremstilles, fordi den er grundlaget for al anden psykoanalytisk teori . Udvalget af �vrige teoretikere begrundes med den v�gt, de l�gger p� udvikling af psykopatologi, og ikke p� deres bidrag til udvikling af kliniske og behandlingsm�ssige metoder. Alligevel kan man undre sig over fravalget af betydningsfulde folk som eksempelvis Winnicot, Balint og Fairbairn, som vel nok er de fremmeste repr�sentanter for objektrelationsteorierne, eller af selvpsykologien, som slet ikke er repr�senteret trods Kohuts store indsats p� narcissismeomr�det, selvom han rigtignok som p�peget ’skriver ret uklart’ og ’ikke har besk�ftiget sig direkte med b�rn’. Hvad KVM derimod ikke har ret i er, at ’nyere forskere som Bowlby og Stern, der direkte har arbejdet med b�rn, d�kker de tilsvarende omr�der og mere til.’ Hun medgiver dog, hvad Fairbairn ang�r, at frav�ret af hans betydningsfulde teori er en mangel, som kommer sig af, at hun ikke har sat sig grundigt nok ind i hans arbejde (p.42).

     Endnu mere kan det undre, at der vies et selvst�ndigt afsnit til en af Bowlbys medarbejdere, Ainsworth, som ikke har leveret noget n�vnev�rdigt bidrag, endsige nogen selvst�ndig teori. Ogs� valget af Bowlby selv med hans st�rkt biologiske modeller kan i denne sammenh�ng undre, da han vel d�rligt kan kaldes en psykoanalytisk teoretiker, sk�nt han var medlem af den psykoanalytiske forening i England livet igennem. Til geng�ld lader det til, at han er en af de teoretikere, KVM s�tter allerst�rst pris p�.

    I de efterf�lgende to kapitler, som bliver kaldt Tv�rg�ende temaer I og II, l�gges der op til nogle sp�ndende diskussioner, bl.a. af motivationsbegrebet, affektteori og psykopatologi. I disse afsnit advokerer KVM dels for tilknytningsteorien og mener hermed samtidig at have tilbagevist driftsteorien, som om disse teorier udelukkede hinanden, hvilket de faktisk ikke g�r. Dels argumenterer hun mod Freuds forst�else af visse former for psykopatologi som regression til fikseringspunkter i tidligere udviklingsfaser, der burde v�re forladt, og mod det synspunkt, at patologiske tilstande er ekstremer af normale f�nomener og alts� ikke v�sensforskellige fra disse. I stedet argumenterer hun for den defektbaserede patologi, som er resultat af fejludvikling i barndommen oftest som f�lge af omsorgssvigt. Som om defekt- eller mangelbaseret patologi overhovedet modsagde eksistensen af den konfliktbaserede. Endelig langer hun gevaldigt ud efter Freuds fokuseren p� seksualdrifternes betydning for barnets udvikling og till�gger ham det synspunkt, at det alene er seksualiteten, der udg�r truslen mod den psykiske balance. Men faktum er, at seksualiteten og �dipuskomplekset i Freuds teori nok spiller den altafg�rende rolle i neurosernes udvikling, mens han snarere s� psykoserne som rodf�stede i pr��dipale forstyrrelser af jegudviklingen. Freud interesserede sig naturligvis ogs� for andet end seksualiteten,  jf. den f�rste driftsdualisme mellem seksualdrifter og selvopholdelses- eller jegdrifter, som KVM af uvisse grunde helt undlader at n�vner.

     Endelig afsluttes bogen med et s�rdeles glimrende appendiks p� 65 sider om klassifikation af psykopatologi. Det er blot synd, at man ikke har valgt at udgive dette som et s�rskilt skrift, s� det kunne have f�et den m�lgruppe, det fortjener. KVM betegner klassifikation og diagnosesystemer som noget uundv�rligt i det tv�rfaglige behandlingsarbejde, men peger samtidig p� de uheldige konsekvenser, der meget ofte er forbundet med anvendelse af diagnosesystemer og i s�rdeleshed ICD-10 systemet, som vi bruger herhjemme, og som bryster sig ved sin teoril�shed og sin p�st�ede objektivitet. Hun g�r overbevisende rede for, hvordan dette system naturligvis som alle andre er v�rdiladet, og for hvordan det inviterer til nedprioritering af teoretisk t�nkning og uddannelse og til fremme af symptombehandling frem for behandling af de sygdomsfremmende faktorer. Som appendiks til en bog om psykoanalytiske udviklingsteorier virker emnet p�klistret, og der er desv�rre en overh�ngende fare for, at de, der kunne have allermest gavn af at l�se teksten, nemlig l�ger og andet sundhedsfagligt personale indenfor psykiatrien, for hovedpartens vedkommende aldrig vil �bne en bog om psykoanalytisk teori.

 

Objektrelationer

Om objektrelationsteoretikerne siger KVM, at de ’om nogen har udvidet det psykoterapeutiske felt, idet de b�de inddrog selv meget sm� b�rn og psykotiske og sv�rt personlighedsforstyrrede patienter i deres psykoterapeutiske arbejde. Det medf�rte, at ogs� teorierne blev udvidet til at omfatte b�de meget tidlige tilstande og psykotiske f�nomener.’ (p.36). I det har hun ret, men n�r hun bruger det som argument for forkastelse af psykoanalysens driftsteori, beg�r hun den (i �vrigt meget udbredte) fejl at forveksle en ufuldst�ndig teori med en fejlagtig teori.

     Freud var den f�rste til at erkende, at psykoanalysen p� mange punkter var en uf�rdig teori og behandlingsmetode. Han erkendte, at metoden ikke var tilstr�kkeligt udviklet til at kunne anvendes til behandling af psykotiske tilstande, og at dette ikke mindst beroede p� det forhold, at den pr��dipale fase endnu ikke var tilstr�kkeligt afd�kket. Han siger helt eksplicit, at der til grund for �dipuskomplekset ligger en pr��dipal moderbinding, som det aldrig lykkedes ham at komme bag om. Det er forkert, n�r KVM p�st�r, at personlighedsforstyrrelserne ikke var omfattet af den psykoanalytiske teori p� Freuds tid. Karakterneuroserne, til forskel fra symptomneuroserne, er datidens ord for personlighedsforstyrrelser. S�ledes m� vi i dag diagnosticere lidelserne hos flere af Freuds patienter fra de ber�mte sygehistorier som personlighedsforstyrrelser.

     N�r Freuds behandling af disse patienter ofte kun var delvist vellykket, skyldtes det efter alt at d�mme netop, at han ikke havde nok viden om pr��dipale problemstillinger, som havde gjort deres �dipuskompleks s� kompliceret, og ikke at hans driftsteori var forkert. Mens de psykotiske patienters problemer �benlyst l� hinsides �dipuskomplekset og derfor uden for datidens psykoanalytiske tekniks r�kkevidde, s� l� personlighedsforstyrrelserne delvist indenfor, hvorfor de ogs� delvist kunne kureres. Man m� nok sige, at Freud var mest optaget af den �dipale konflikt og den deraf opst�ede patologi og ikke i tilsvarende grad var opm�rksom p� de pr��dipale konflikter eller mangeltilstande. Det er ikke mindst Melanie Klein og objektrelationsteoretikerne, der har bragt os videre p� disse felter. Men der er ingen logik i af den grund at udelukke et driftsteoretisk standpunkt. S�ledes er Klein og den dag i dag hendes elever, heriblandt Hanna Segal, da ogs� de st�rste fortalere for Freuds d�dsdriftsteori. Helt bortset fra, at KVM ogs� i de ’tv�rg�ende’ kapitler pr�senterer en overforsimplet og tilmed forkert fremstilling af Freuds driftsteori, s� er og bliver det en falsk modstilling af objektrelationsteorierne og driftsteorien, n�r det siges, at personlighedens struktur iflg. de f�rste ’opbygges p� grundlag af individets relationer til andre mennesker og ikke p� grundlag af den seksuelle driftsudvikling’(p.297) - underforst�et, at den seksuelle driftsudvikling ikke ogs� netop udformes via disse relationer. N�r KVM i fl�ng bruger begreberne drift og instinkt, er det ikke underligt, at hun er ude af stand til at se objektrelationernes helt centrale placering i driftsteorien, hvor driften (ikke instinktet!) dannes i samspillet mellem det sp�de barn og den prim�re plejeperson. At objektrelationsteoretikerne mener, der er en prim�r tilknytning, som g�r forud for behovstilfredsstillelsen, �ndrer intet ved det forhold, at en tilfredsstillende objekttilknytning er n�dvendig for en normal udvikling, ogs� i Freuds udviklingsteori.

 

Psykoanalytiske teorier bygger iflg. KVM p� tre grundlag: empirisk viden, kulturelle normer og v�rdier samt ’ophavsmandens eller -kvindens personlige liv’ (p.30), hvilket ogs� fremstillingen af teorierne her i bogen er fors�gt opbygget omkring. KVMs �rinde er ’dels at pege p� det personlige element i teoriudvikling, dels at finde frem til nogle af de hovedsp�rgsm�l, der stilles vedr�rende udvikling af psykopatologi, og endelig at pr�sentere nogle af de svar, der tilbydes.’ (p.42). Det er alt i alt et agtv�rdigt projekt, som desv�rre sk�mmes af, at de biografiske oplysninger i h�jere grad bruges til at sl� folk oven i hovedet med end til belysning af deres teorier. S�ledes kunne man f.eks. f� det indtryk, at man ikke beh�ver at besk�ftige sig videre med Freuds d�dsdriftsteori, efter at man har f�et at vide, at han med �rene blev mere og mere sortseende, og at dette skyldtes, at han mistede flere af sine k�re og selv p�drog sig en d�delig kr�ftsygdom. Det er virkelig at springe over, hvor g�rdet er lavest at reducere en fascinerende teori til et resultat af personligt sortsyn.

     KVMs mange�rige virke i b�rnepsykologien forn�gter sig ikke. Hun er klart bedst funderet i de teorier, der tager afs�t i direkte observation og behandling af b�rn, ligesom hun ogs� ubetinget mener, at denne tilgang til udviklingspsykologien er psykoanalysens retrospektive metode langt overlegen. I sine afsluttende bem�rkninger fremh�ver hun besynderligt nok Melanie Klein som en af sine yndlingsteoretikere pga. af hendes psykologiske indsigt, men erkl�rer sig ’helt uenig i hendes opfattelse af �tiologien til psykopatologi.’ (p.346). Klein er om nogen optaget af de barnlige fantasier, og den konfliktbaserede patologi er endog mere fremtr�dende hos hende end i Freuds teori, idet den er tidligere forekommende. Hun udstyrer s� at sige sp�dbarnet med et konfliktberedskab, som udl�ser forsvarsmekanismerne splitting og projektion, mens Freud i h�jere grad interesserer sig for fortr�ngning, som f�rst till�gges barnet i den �dipale fase. Hermed giver han teoretisk set bedre end Klein rum for en mangelbaseret patologi grundlagt i den pr��dipale fase. Barnet rammes i denne fase snarere af traumer end af konflikt pga. jegets mangelfulde udviklingsstade.[1] En traumatisk sp�dbarnsalder disponerer af samme grund for psykoser og andre tilstande med usikker realitetstestning. I flg. Freud udl�ses psykosen ligesom neurosen pga. en psykisk konflikt, som i psykosens vindes af Det’et, og i neurosen af Jeget eller Overjeget. I begge tilf�lde sker der en regression til en tidligere fiksering.

     Hvad psykopatologien ang�r tilslutter KVM sig ikke psykoanalysens ideer om regressioner, fantasier og fikseringer, men derimod ’Bowlby, Ainsworth og Stern med deres beskrivelser af for�ldrenes bidrag til barnets udvikling, p� godt og ondt.’ (p.346). Det er p� den ene side befriende at f� for�ldrene p� banen igen, efter at man igennem en �rr�kke som reaktion p� 70-ernes antipsykiatri og med den biologiske psykiatris fremmarch totalt har friholdt for�ldrene for ansvaret for deres b�rn psykiske problemer og sygdomme. Men vi skulle p� den anden side n�digt ende i den gr�ft, hvor barnets indre fantasiverden ingen rolle spiller sammenlignet med for�ldrenes reelle optr�den, hvilket �benbart er KVMs standpunkt. Efter s�danne tilkendegivelser kan det v�re sv�rt at se, hvad det er for opfattelser der henvises til, n�r hun i indledningen siger, at hun altid har holdt fast ved psykoanalysen, og det bliver s� sandelig ikke lettere efter l�sningen af hendes Freud-kapitel.

 

Sigmund Freud

Freud har i sin egenskab af at v�re psykoanalysens grundl�gger en s�rstatus i bogen. Hans tanker og ideer indleder stort set alle bogens kapitler, ligesom de indg�r i n�sten alle bogens diskussionsafsnit. Men der siges ikke mange positive ord om hans teorier. Vi uds�ttes for et utal af upr�cise, urigtige og stedvist absurde udsagn, som vi ikke forventer fra en forfatter, der skulle have et indg�ende kendskab til Freuds teorier, og vi frustreres over en opregning af besynderligheder i en grad, som vi s�dvanligvis kun m�der hos psykoanalysens mest hadefulde modstandere.

Freud opgav ikke, som angivet af KVM, sin forf�relsesteori. I slutningen af 1800-tallet erkendte han at hans tidligere antagelse, om at der bag enhver neurose l� en seksuel forf�relse, var ukorrekt. Han udvidede p� den baggrund teorien til ikke kun at omfatte reelt eksisterende forf�relser, men ogs� fantaserede. Denne kendsgerning er s� meget desto vigtigere at have med, hvis man vil forst� betydningen af Freuds arbejde, eftersom netop d�n bragte ham p� sporet af teorien om den infantile seksualitet og dermed hele grundlaget for neuroseteorien, s�dan som vi har kendt den frem til i dag. Tendensen inden for psykiatrien g�r desv�rre i retning af en udradering af neurosebegrebet, ikke mindst pga. af den biologiske psykiatris insisteren p� at have patent p� videnskabelighed. Der hviler efter min mening en forpligtelse p� enhver psykodynamiker om at modg� denne tendens. Det er vigtigt, ikke at lade sig rive med af rabiate Freud-modstanderes veltalenhed uden f�rst at have kontrolleret deres p�stande ved studier af Freuds egne skrifter. Trods mange Freud-tekster p� litteraturlisten, f�r man den fornemmelse, at KVM desv�rre overvejende fremstiller Freuds teorier p� baggrund af sekund�r litteratur.

Freud havde rigtig nok, som KVM fremf�rer, to forskellige teorier om menneskets grunddrifter, men de var begge dualistiske, og han skiftede ikke som p�st�et ’mellem at antage, at der var �n eller to’ (p.46). M�rkeligt er det ogs�, at KVM p� intet tidspunkt n�vner den f�rste af Freuds driftsdualismer: seksualdrifter/selvopholdelses- eller jegdrifter, sk�nt Freud aldrig - selv ikke efter frems�ttelsen af d�dsdriftsteorien - opgav denne dualisme. Endnu mere besynderligt er det, at KVM p� sidste side i Freud-afsnittet kommer med den absurde p�stand, at Freud f�rst i 1933 erkendte eksistensen af en aggressiv drift, n�r hun p� samme side lidt senere p�st�r, at d�dsdriftsteorien blev fremsat i 1920. I samme afsluttende afsnit fort�ller hun, at d�dsdriftsteorien nu er forladt af de fleste, hvilket for hende er ensbetydende med, at driftsteorien som s�dan er forladt, idet hun lader til at overse kleinianernes forankring i d�dsdriftsteorien og som sagt overhovedet ikke bem�rker den f�rste driftsdualismes eksistens.

Freud opererede i �vrigt ikke med livs- og d�dsinstinkter, men livs- og d�dsdrifter. For Freud er instinkter og drifter v�sensforskellige st�rrelser, mens KVM jonglerer helt vilk�rligt med begreberne, formentlig fordi hun kun har l�st Freud i engelske overs�ttelser, hvor s�vel instinkt som drift b�rer betegnelsen instinct. Man ser heldigvis ikke s� ofte l�ngere denne fejltagelse her hjemme, efter at Andkj�r & K�ppe i deres Freudlitteratur har renset godt og grundigt ud i de sproglige misforst�elserne. S� meget desto mere kan det �rgre, at KVM fastholder de engelske betegnelser for Det, Jeg og Overjeg i stedet for at f�lge Andkj�r & K�ppes sprogbrug, som i langt h�jere grad modsvarer det tyske sprog, som er Freuds.

Selvom KVM s� sandelig ikke er alene om synspunktet, er det dog stadig noget vr�vl at p�st�, at Freud ikke inddrog ’de omgivende personers behandling af barnet som en faktor af betydning for, hvordan denne udvikling (fra lyst- til realitetsprincip (min anm�rkning)) forl�ber, men synes snarere at have betragtet en (tilfredsstillende) pasning af barnet som en selvf�lgelig ting.’(p.48). M�ske mener hun at have f�rt bevis for denne udtalelse ved sin efterf�lgende summariske fremstilling af den psykoseksuelle faseudvikling, hvor ethvert fors�g p� forankring i tilknytningsteorien (Anlehnung), som Freud ellers selv fremf�rer, er udeladt. Freud siger, hvad dette ang�r bl.a., at den orale drift dannes i tilknytning til tilfredsstillelsen af sulten ved moderens bryst.[2] Den er alts� ingenlunde uafh�ngig af objektet eller relationen til dette, selvom den senere f�r sit eget liv i den autoerotiske driftstilfredsstillelse, som ingen, der har betragter det lille barns intense sutten p� finger eller narresut, vil kunne n�gte eksistensen eller betydningen af.

KVM fremf�rer desuden en besynderlig udtalelse om arvelige faktorers store indflydelse p� psykens udformning, som jeg aldrig tidligere er st�dt p�, hvor Freud angiveligt skulle have ment, at den relative styrke af mandlige eller feminine anl�g skulle afg�re, om udfaldet af �dipuskonflikten blev identifikation med moderen eller med faderen, og hvor hendes konklusion lyder: '’Det er driften, der er afg�rende, og ikke objektrelationen'’(p.51). Det er meget beklageligt, at hun ikke henviser til kilden, hvis den findes. Skulle Freud have givet udtryk for det synspunkt, at driften er afg�rende for udfaldet af �dipuskonflikten, er det dog langt fra ensbetydende med, at han mente, at der er tale om arvelige forhold i biologisk forstand, eller at han ikke tillagde objektrelationen betydning, tv�rtimod. Som tidligere anf�rt, er det Freuds opfattelse, at seksualdriften dannes i tilknytning til tilfredsstillelsen af selvopholdelsesdrifterne, som n�r barnet stiller sin sult ved moderens bryst. Beh�ver man at sige, at kvaliteten af denne kontakt, er afg�rende for den senere psykoseksuelle udvikling?

I det hele taget yder fremstillingen ikke Freud retf�rdighed. Drifts- og faseteorierne virker direkte bizarre, n�r de som her ikke indg�r i en sammenh�ng, hvor de bruges til at skabe forst�else, s�dan som de g�r det hos Freud. Dette er et tilbagevendende problem i indf�rende fremstillinger af Freuds teorier, som pga. deres kompleksitet kr�ver stort overblik og et formidlingstalent, som desv�rre kun er f� besk�ret. Gad vide om ikke netop dette er den st�rste grund til, at mange har forladt Freuds teori til fordel for de mere simple efterkommere af ham?

 

SAMMENFATNING

Bortset fra appendiks er bogen en skuffelse. Alt for ambiti�st og altfavnende vil den p� kun godt 400 sider ikke blot fremstille psykoanalytiske udviklingsteorier gennem tiderne, men ogs� sammenligne disse og diskutere begreber som f.eks. motiver, drifter, affekter, f�lelser, k�nsforskelle, indre strukturer, psykopatologi, diagnosticering og grundl�ggende menneskesyn.

     Sprogligt er bogen ikke s�rlig godt gennemarbejdet. Den usikre og inkonsekvente terminologi virker generende og endda til tider meningsforstyrrende. Et eksempel p� dette er den vilk�rlige vekslen mellem begreber som drifter og instinkter. Mange henvisninger er for upr�cise, andre mangler helt. F.eks. d�kker henvisningen: Freud 1985 over perioden 1906-31 i Freuds produktion, hvilket g�r det vanskeligt at kontrollere citater eller dykke l�ngere ned i referencer. Desuden er syv af de ni teorier allerede for nylig beskrevet i bogform - og tilmed langt bedre - nemlig af Andkj�r & K�ppe i Psykoanalysen efter Freud, 1996. I denne er ogs� de biografiske oplysninger langt mere fyldestg�rende og fungerer som supplement til og ikke mindst perspektivering af de omtalte teorier, mens de hos KVM snarere bruges som kasteskyts mod de p�g�ldende forfattere. F.eks. afviser hun Mahlers id� om en symbiotisk udviklingsfase ved at sige, at den ’kan let forst�s som udtryk for hendes egen l�ngsel efter den idealiserede mor-barn harmoni, som hun aldrig opn�ede.’ I �vrigt, siger KVM, ’er teorien da ogs� i modstrid med den oprindelige driftsteori.’ (340) - et argument, som hun ellers ikke har for vane at l�ne sig op ad. Hun fremh�ver i samme forbindelse Stern, som mener, at den symbiotiske oplevelsesm�de er et patologisk f�nomen som resultat af en tidlig fejludvikling. ’Konklusionen af ovenst�ende m� v�re’, siger hun, ’at s�vel den klassiske fasemodel for driftsudviklingen som Mahlers symbiosebegreb m� forlades som beskrivelser af normalpsykologiske f�nomener. Der synes efterh�nden at v�re enighed blandt teoretikerne om, at de fleste former for psykopatologi kan betragtes som fejludviklinger, der sker i l�bet af barndommen, ofte som f�lge af kroniske relationsforstyrrelser.’ (341f). S�dan! Dette er kun et af eksemplerne p�, hvor let og uargumenteret KVM afviser hele teorier eller dele af disse blot ved at henvise til en anden teoretikers synspunkter. I mods�tning til Andkj�r & K�ppe tager KVM stilling til de fremstillede teorier; nemlig ikke overraskende for de udviklingsteorier, der tager udgangspunkt i det observerede barn. Blot virker begrundelserne herfor eller hendes teoretiske overvejelser i det hele taget ikke s�rligt overbevisende. Man undg�r ikke fornemmelsen af, at kun en br�kdel af stoffet er tilstr�kkeligt gennemarbejdet, til at man t�r s�tte sin lid til fremstillingen, endsige til forfatterens konklusioner.

 

 

Bente Petersen f. 1950 er psykoanalytiker og kliniske psykolog ved Amager Hospitals psykiatriske afdeling og er medlem af Det Danske Sigmund Freud Selskabs bestyrelsen. Hun har desuden privat praksis i Psykoanalytisk Center, K�benhavn.

 E-Mail: bente@mailme.dk  http//:www.bentepetersen.dk