Nogle tanker ved psykoanalysens 100�rs jubil�um
  af Ole Andkj�r Olsen

Gennem de sidste fire-fem �r har vi ved flere lejligheder fejret psykoanalysens 100�rs jubil�um. De mange jubil�er skyldes, at psykoanalysen ikke blev til p� �n dag eller p� noget helt pr�cist tidspunkt. Vi har s�ledes fejret, at Freud i 1895 skrev sit 'Udkast til en videnskabelig psykologi' og dermed skabte omridset af den psykoanalytiske teori. Vi har fejret, at han i 1896 f�rste gang brugte ordet psykoanalyse og opgav hypnosen som metode.
Derefter har vi fejret, at han i 1897 opdagede �dipuskomplekset og den infantile seksualitet, og vi har en allersidste chance her i �r 2000, hvor det er hundred�ret for udgivelsen af 'Dr�mmetydning', hans f�rste store v�rk og et af psykoanalysens ubestridte hovedv�rker. Her m� vi ganske vist se bort fra, at Freud sn�d med udgivelses�ret p� titelbladet, da bogen faktisk udkom i november 1899, men han lagde v�gt p� de runde tal, ligesom vi ogs� selv er tilb�jelige til at g�re, s� det er �r 1900, vi husker.
Inden vi igen l�gger champagnen p� k�l, m� vi sp�rge, om der overhovedet er noget at fejre. Er der stadig liv i psykoanalysen i dag, og vil den klare springet ind i det tredje �rtusinde? Det er ikke nogen hemmelighed, at der gennem de sidste 10-15 �r har v�ret en markant nedgang i interessen for s�vel psykoanalytisk teori som psykoanalytisk terapi, og navnlig i USA har der v�ret f�rt en overordentlig hadsk kampagne mod psykoanalysen, der er blevet beskyldt for at v�re for�ldet, pseudovidenskabelig og sekterisk eller ligefrem bygget p� forfalskede data. Er man sympatisk indstillet over for psykoanalysen, som jeg selv er, kan man v�lge at ignorere kritikken, der sj�ldent er overv�ldende begavet. Man kan dog ogs� sp�rge, om psykoanalysen ikke selv b�rer en del af skylden ved at have fors�mt selvkritik og fornyelse, mens tid var. Det er, som om psykoanalytikerne gennem mange �r blot er lallet videre i de samme alt for velkendte rutiner og har anvendt de samme tekniske greb, der er blevet s� fort�rskede, at de i parodiens form kendes af enhver moderne romanl�ser og biografg�nger. Fremstillingen af den latterlige psykoanalytiker, der mekanisk besvarer sine patienters r�b om hj�lp med tavshed og ligegyldighed, og som ikke engang har styr p� sit eget liv, er allerede selv blevet en clich�. N�r s� endelig patienttilgangen begynder at svigte dramatisk, som det er sket, breder panikken sig.
Den psykoanalytiske organisation har vokset sig stor og st�rk gennem uddannelse af stadig flere analytikere. En psykoanalytisk uddannelse er en bekostelig aff�re - man kan n�vne tal p� en halv million kroner - og hvis pengene ikke kan tjenes hjem igen, truer det uv�gerligt hele den psykoanalytiske organisations fremtid. Det er n�sten som et pyramidespil, hvor tabet altid placerer sig hos de yderste led i k�den. Breder b�rspanikken sig fra USA til Europa, vil virkningerne ogs� blive f�lelige i Danmark.
S� godt nok kan vi fejre psykoanalysens 100�rsjubil�um, men der er ogs� behov for en kritisk analyse af firmaets aktuelle status, en opg�relse af aktiver og passiver og en vurdering af, hvilke segmenter der giver overskud og hvilke der giver tab. Man kan m�ske godt studse over disse �konomiske metaforer, men de sigter fra min side mod at g�re opm�rksom p�, at psykoanalytikerne helt frem til nutiden har h�vdet deres private ejendomsret til en videnskab med langt mere almene implikationer. Et af mine sp�rgsm�l er s�ledes, om psykoanalysen kan og skal blive ved med at v�re opbygget som et familieaktieselskab med udspring i den private speciall�gepraksis, Freud �bnede i Wien i 1886.

Som udgangspunkt for min statusanalyse vil jeg tegne et - m�ske lidt forenklet - billede af psykoanalysen i tre segmenter: psykoanalysen som en form for psykoterapi, psykoanalysen som videnskab og psykoanalysen som en etisk - eventuelt politisk og m�ske ligefrem religi�st - funderet reformbev�gelse.

I. Psykoanalysen bygger i n�sten bogstavelig forstand p� Freuds divan. Divanen er blevet et symbol p� den psykoanalytiske praksis. Mange psykoanalytikere har ligget der og l�rt, hvordan Freud arbejdede. Der er i virkeligheden tre elementer i psykoanalysens setting: divanen, l�nestolen ved hovedg�rdet og den lukkede d�r, der betyder, at alt hvad der siges er strengt fortroligt. Patienten eller analysanden ligger, mens analytikeren sidder i l�nestolen uden for synsfeltet. Patienten taler, analytikeren lytter og intervenerer med sj�ldne mellemrum med en tolkning, men besvarer ikke sp�rgsm�l eller giver gode r�d. Denne teknik tilsigter, at analytikeren forsvinder som person og bliver et spejl, der reflekterer et stadig tydeligere billede af patientens ubevidste. Patienten taler, s� det der trykker kommer frem og lader sig integrere i personligheden. Ved at lade patienten associere frit over erindringer, dr�mme og fantasier vil konturerne af glemte forestillinger og begravede komplekser tegne sig, og ved at f� patienten til at betro sig til analytikeren vil f�lelserne i overf�ringens form bindes til analytikerens person og blive genoplivet i en instruktiv tydelighed, der g�r det muligt at arbejde med dem. Divanen og talen er n�rt forbundne: de indeklemte f�lelser skal udtrykkes i talen, de skal netop ikke afreageres - udageres - i affektbetonet handlen eller i symptomer. Patienten skal i egen interesse holde sig p� divanen, og i en egentlig analyse skal han blive liggende og tale i hundredvis af timer.

II. Freud skabte imidlertid andet og mere end en psykoterapeutisk teknik. Han skabte en n�sten helst�bt psykologisk videnskab med en teoridannelse, der kan siges at v�re vildt overdimensioneret i forhold til den terapeutiske praksis, den bygger p�, og hvis gyldighed er af helt almen art. Elementerne heri er en driftsteori, en personlighedsteori og en udviklingsteori, som jeg kort vil ridse op.
I driftsteorien nedlagde Freud sine hypoteser om de kr�fter, der driver individet, og det er som bekendt i s�rlig grad seksualiteten, der skjult eller �benlyst formodes at blande sig i alt, hvad vi g�r og t�nker. Driftsteorien er dualistisk. De grundliggende drifter tr�kker i hver sin retning, og kunsten er at kanalisere dem p� en s�dan m�de, at de kommer til at arbejde sammen. S�ges der harmoni gennem undertrykkelse af seksualdrifterne, h�vner de sig f�r eller siden og bryder frem de mest uventede steder i form af leml�stende sygdomssymptomer.
Personlighedsteorien er pr�get af, at Freud gav personligheden en rumlig udstr�kning, mens bevidstheden eller jeget hos �ldre filosoffer netop var uden udstr�kning, lokaliseret til �t eneste immaterielt punkt, hvorfra alle tanker, f�lelser og handlinger udg�r. I neuroanatomien og neurofysiologien havde Freud l�rt om lokaliseringen af de psykiske funktioner i hjernen, men da selv det bedste mikroskop ikke kunne hj�lpe ham med at finde de fortr�ngte forestillinger, han var ude efter, begyndte han at konstruere sine egne modeller over personlighedens elementer og deres dynamik. Alle kender formentlig hans model med det'et, jeget og overjeget, der inkarnerer lidenskaberne, fornuften og moralen, og som videref�rer en oprindelig model med det ubevidste og det f�rbevidste adskilt af en censurbarriere. Den altid latente konflikt mellem grunddrifterne kommer sekund�rt til udtryk som en konflikt mellem disse instanser i personligheden.
Udviklingsteorien kom i stand ud fra Freuds hypotese om, at de psykiske lidelser g�r tilbage til bestemte barndomstraumer, som oftest seksuelle overgreb, og han mente, at de enkelte psykiske lidelser - skizofreni, paranoia, hysteri, tvangsneurose - modsvarede hver sit tidsinterval i barndommen. Jo tidligere overgreb, jo dybere begravet er traumet, og jo alvorligere er den psykiske lidelse. P� dette spinkle og hypotetiske skelet h�gtede han gradvis en teori om driftsudviklingen og en teori om personlighedsudviklingen op, og der tegnede sig herefter det almene billede, at barnet skal gennemleve alle sine obligatoriske udviklingsstadier p� den rigtige m�de, ellers opst�r de velkendte psykiske bygningsfejl, der senere i livet kan fremkalde en sygelig regression, f.eks. en regression til den orale fase, en regression til narcissismen eller en regression til �dipuskomplekset.
Som underst�ttelse - eller bekr�ftelse - af dette med tiden ganske enorme teoretiske bygningsv�rk skabte Freud en analytisk praksis uden et terapeutisk sigte, nemlig analyse af kunstv�rker og kulturf�nomener. Han kaldte dette for anvendt psykoanalyse, og det blev et omr�de med stor gennemslagskraft. Med sin terapi og sin psykopatologi kom Freud i et intimt had-k�rlighedsforhold til samtidens psykiatere, men det var trods alt inden for sn�vre faglige rammer. Med den anvendte psykoanalyse skabte han r�re i snart sagt alle videnskaber, n�r han og hans tilh�ngere trampede ind over de g�ldende faggr�nser og gjorde sig kloge p� maleri, skulptur, myter, folkeeventyr, litter�re v�rker, biografier, primitive folkeslag, sproghistorie og meget andet. Det er blevet til en opslidende hundred�rskrig p� mange fronter og med b�de flotte sejre og ydmygende nederlag.

III. Som om det ikke kunne v�re nok, er psykoanalysen for det tredje ogs� en reformbev�gelse med etiske, filosofiske, politiske og religi�se aspekter. Freud lagde ikke skjul p�, at hans teorier b�de matchede filosofien og religionen, og han opfattede psykoanalysen som en n�rmest hellig sag, der kr�vede kamp mod de tvivlende og de vantro. Ligesom Kopernikus og Darwin var han dybt kontroversiel ved at punktere de herskende illusioner om menneskets suver�ne placering som centrum i universet, og ligesom Marx troede han p�, at verden i nogen grad kunne forbedres, hvis man drog de rigtige konsekvenser af hans erkendelser. Det var ofte lidt uklart, hvor langt Freud selv ville g� som feltherre og verdenserobrer, for han var ogs� en forsigtig mand, men der blev ud fra hans teorier skabt reformbev�gelser for b�de fri seksualitet, fri opdragelse, fri skole og fri t�nkning - nogle gange med hans billigelse, andre gange uden. Den modstand, psykoanalysen vakte, skyldtes til at begynde med mistanken om, at den ville omstyrte samfundsautoriteterne, seksualmoralen og religionen. Ligesom marxismen og socialismen baksede den i sit laboratorium med farlige formler, der - hvis de blev omsat til virkelighedens verden - kunne forventes at ville reformere eller ligefrem revolutionere samfundet. De f�rste generationer af psykoanalytikere n�d tilsyneladende hele dette postyr. De var knyttet sammen i f�llesskabet omkring bestemte tross�tninger, i loyaliteten over for Freud og i f�lelsen af at v�re en s�rligt udvalgt elite. Denne tendens blev oprindelig forst�rket af den store overv�gt af j�der i foreningen. Freuds tanker om et f�llesskab af psykoanalytikere, der sammen kunne forbedre verden, hentede han fra en filantropisk j�disk loge, B'nai Bri't, som han var medlem af.

Det, jeg kort har ridset op, er de tre elementer, der i hovedsagen udg�r psykoanalysen - psykoanalysen som terapi, som videnskab og som reformbev�gelse. For Freud besad de et enhedspr�g, de var led i den samme universelle bestr�belse, der var i dyb samklang med hans egen personlighed, nemlig det at s�ge sandheden og troen p�, at sandheden har en helbredende kraft. Som et stykke historisk tankegods har denne bestr�belse sine r�dder i oplysningstiden, men i s�rlig grad ogs� i den skandinaviske naturalisme, der havde Georg Brandes som bannerf�rer og Henrik Ibsen som den litter�re stjerne. Begge var Freuds idealer. Den videnskabelige sandhed, som alle er enige om at s�ge, suppleres med en egentlig sandhedsterapi, der b�de kan bringes i anvendelse over for den enkelte patient og over for samfundet som helhed. Da Freud skabte den analytiske teknik og lagde hypnose- og katarsisterapien bag sig, var det netop ud fra overbevisningen om, at man ikke kan skabe varig helbredelse ved under hypnose at beordre patienten til at blive mere fornuftig eller ved at fors�ge at uddrive det onde gennem fremkaldelse af vilde kramper og geb�rder. Analysen skal finde den sandhed, der er nedlagt i det ubevidste, og bevidstg�re patienten om den. I st�rre m�lestok er sandheden en etisk forpligtelse, som det netop kendes fra Ibsens nutidsdramaer. Kan man ikke t�le at h�re sandheden, bliver man en tr�l, og bygger samfundet p� illusioner, fortielser og l�gne, vil det r�dne op indefra.
Det skal tilf�jes, at sandhedsbestr�belsen i Freuds regi ogs� var tidsbundet og personligt begr�nset. Det var hos ham s�vel som hos naturalisterne altid underforst�et, at sandheden var noget ubehageligt, noget provokerende og udfordrende. If�lge denne tankegang kan kun den st�rke t�le at h�re sandheden, mens den svage vil bukke under. Psykoanalysen er s�ledes f�dt som en elit�r terapiform forbeholdt de f�.
N�r Freud og hans naturalistiske forbilleder, der var overbeviste ateister, har afsl�ret den himmelske sandhed som illusorisk, er der kun tilbage at rode op i underverdenen og se, hvad det vil kalde frem. Det ber�mte motto til 'Dr�mmetydning', som Freud har hentet fra Virgils '�neiden', lyder netop: "M�gter jeg himmelen ej at r�re, jeg helvede v�kker." Der er en lige linje herfra til Freuds foretrukne identifikationsfigurer. N�r han i ungdommen identificerede sig med kong �dipus og i alderdommen med Moses, var han tydeligvis tiltrukket af den tragiske helteskikkelse, der m�tte betale en h�j pris for at s�ge sandheden. Forventningen om at afd�kke en ubehagelig eller ligefrem tragisk sandhed kommer endelig ogs� til udtryk i Freuds sidste revision af driftsteorien, hvor han h�vdede, at d�dsdriften var st�rkere end livsdriften og f�r eller siden ville f�re til menneskehedens udryddelse.
Disse f� bem�rkninger skal demonstrere, at psykoanalysen for Freud var et h�jst personligt anliggende, og at dens enkelte segmenter dannede en logisk afrundet helhed. Denne helhed og denne enhed gik uv�gerligt tabt, efterh�nden som psykoanalysen udviklede sig fra en �nmandsh�r til en massebev�gelse. I min egen forskning i psykoanalysens historie er jeg i stigende grad blevet opm�rksom p� endnu et element med en noget anden status end terapien, videnskaben og bev�gelsen, nemlig den psykoanalytiske foreningsdannelse. Til at holde sammen p� den omtalte trehed, oprettedes den internationale psykoanalytiske forening, kendt som IPA, og IPA var allerede fra starten i 1910 udstyret med en vanskelig mission. Det omgivende samfunds �benlyse fjendtlighed betingede, at der nu blev bygget tykke mure omkring psykoanalysen, der udviklede sig til lidt af et f�stningsv�rk. Dette havde ogs� virkninger indadtil. Enhver gruppe og ethvert samfund, der befinder sig i en krisetilstand, vil begynde at organisere sig hierarkisk og centralistisk for at overleve. Ydre fjender h�mmer s�ledes udviklingen af et indre demokrati. Man rekrutterede gerne nye soldater til h�ren, men disciplinen skulle v�re i orden. De, der ikke sluttede 100 procent op bag de herskende tanker, blev anset for potentielle forr�dere og smidt ud i voldgraven igen. Det, der var t�nkt som en forening for fri t�nkning og forskning, blev dybt pr�get af ufrihed og tvang. Nogle medlemmer gik frivilligt og etablerede med vekslende held deres egne borge rundt omkring i n�rheden. S� kunne man bruge kr�fterne p� at f�re lokale krige mod hinanden. Navne som Wilhelm Stekel, Alfred Adler, Carl Gustav Jung, Viktor Tausk, Otto Rank og Wilhelm Reich taler deres eget sprog. Freud var altid p� vagt over for opr�rske s�nner. Det var, som om den teori om �dipuskomplekset, han selv havde skabt, gennemsyrede alle akt�rernes forestillingsverden i en s�dan grad, at det med mellemrum m�tte komme til enten kastration af s�nnerne eller fors�g p� at myrde faderen.
Freud talte i flere sammenh�nge om psykoanalysens sjibbolet, n�r han brugte det ene eller det andet begreb til at tr�kke en linje mellem psykoanalysens venner og fjender. Bibelkyndige vil vide, at ordet henviser til en krig beskrevet i det gamle testamente:
"Og gileaditerne afskar efraimiterne fra Jordans vadesteder. Hver gang s� en af de efraimitiske flygtninge sagde: 'Lad mig komme over', spurgte Gileads m�nd: 'Er du Efraimit?' Og n�r han svarede 'Nej', sagde de til ham: 'Sig sjibbolet'. Og n�r han da sagde 'sibbolet', fordi han ikke kunne udtale ordet rigtigt, greb de ham og huggede ham ned ved Jordans vadesteder. Ved den lejlighed faldt 42.000 efraimiter." (Dommerbogen 12:5-6).
Man kan roligt sige, at dette billede afspejler den intolerance og meningsterror, der herskede i den tidlige psykoanalyse. Det er meget muligt, at det var en betingelse for psykoanalysens overlevelse, men det har samtidig sat et varigt pr�g p� hele mentaliteten i det psykoanalytiske f�llesskab. Den internationale psykoanalytiske forening var kun p� overfladen demokratisk. For at sikre kontrollen blev der i 1912 p� Freuds foranledning nedsat en hemmelig komit� af personer, der var fuldt loyale, og som ved de internationale kongresser fremsatte forslag, der aldrig blev stemt ned. Der har v�ret blodige indre stridigheder, men disse er aldrig blevet udk�mpet med demokratiske midler. Det er meget sj�ldent kommet til kampvalg om posterne i ledelsen, og reelt har ledelsen siden Freuds dage v�ret n�rmest selvsupplerende.
I forholdet til andre videnskaber blev der som n�vnt gjort en betydelig indsats fra psykoanalytikernes side for at bevise psykoanalysens brede anvendelighed, og s�rligt vigtigt var det, at uafh�ngige forskere rundt om ved universiteterne selv gjorde brug af psykoanalytiske begreber og viste, at de var relevante for deres fag. Ogs� her blev der imidlertid f�rt en alt-eller-intet politik. En fremtr�dende antropolog som Bronislaw Malinowski brugte s�ledes et udsnit af de psykoanalytiske begreber i sit studium af trobriand-kulturen. Hans konklusion var, at nogle psykoanalytiske teser blev bekr�ftet af hans unders�gelser, mens andre ikke gjorde det. I stedet for at v�re tilfredse med det f�rste og tilbyde ham et n�rmere samarbejde, valgte psykoanalytikerne at vise deres utilfredshed med det sidste og stemple ham som en modstander, der - fordi han manglede en psykoanalytisk uddannelse - slet ikke var berettiget til at bruge psykoanalytiske begreber. Resultatet var, at han i sine efterf�lgende publikationer helt oph�rte med at henvise til psykoanalysen.
Psykoanalysen blev modarbejdet og isoleret, men den var ogs� med til at isolere sig selv fra omgivelserne og hindre omgivelserne i at f� bestemmelsesret over og indflydelse p� nogen del af det psykoanalytiske felt. P� de vilk�r har det selvf�lgelig v�ret vanskeligt at finde kvalificerede diskusionspartnere. I enhver diskussion, hvor de var tr�ngt, kunne analytikerne altid betjene sig af den n�dudgang, at psykoanalytiske hypoteser kun lod sig teste af personer med en anerkendt psykoanalytisk uddannelse.
Herved er vi m�ske fremme ved den strukturelle kerne i problemet, for anerkendelse som analytiker f�r man kun efter at have gennemg�et n�rmere bestemte optagelsesritualer. Der s�ttes relativt tidligt angreb ind p� terapeuter, der praktiserer psykoanalyse uden foreningens autorisation. De kaldes "vilde" analytikere, n�ppe som mods�tning til "tamme" eller "t�mmede", selv om det ofte var realiteten, men snarere til "civiliserede" analytikere. Fra 1927 g�res en langvarig personlig analyse hos et allerede fuldgyldigt medlem af foreningen, den s�kaldte l�reanalyse, til et obligatorisk punkt i uddannelsen. Vi har h�rt, at analytikeren i behandlingssituationen s� at sige forsvinder som person og forvandles til et spejl, og derfor er det blevet en fast regel, at analytiker og analysand ikke m� have relationer til hinanden uden for den analytiske situation. Dette g�lder imidlertid ikke for forholdet mellem l�reanalytikeren og kandidaten. Her er l�reanalytikeren i h�j grad til stede som en virkelig person med bestemte faglige og politiske hensigter. Selvcensur og meningsterror rykker uv�gerligt ind i den psykoanalytiske setting, n�r kandidaten ved, at han kun kommer videre i uddannelsen, hvis hans analytiker finder ham egnet. For s� vidt som en analytisk uddannelse er en investering, der kan g�res op i mange hundrede tusinde kroner, vil kandidaten v�re udpr�get angst for ikke at leve op til sin l�reanalytikers forventninger og g�re meget for at tilpasse sig.
Dette problem tegner en sort linje gennem hele psykoanalysens historie, idet l�reanalysen som en fast regel bruges af l�reanalytikeren til at selektere kandidater med den samme personlighedsprofil som hans egen og med det samme teoretiske st�sted, dvs. kandidater, der - n�r de senere bliver fuldgyldige medlemmer af foreningen - vil v�re l�reanalytikerens st�tter i det politiske spil eller ligefrem medlemmer af hans fraktion. I dette perspektiv bliver l�reanalysen for alvor en "sindelagskontrol", hvor anderledest�nkende effektivt kan skilles fra med henvisning til manglende analytiske evner eller tilstedev�relse af u�nskede karaktertr�k. P� samme m�de bliver det i l�reanalytikerens interesse at afslutte analysen p� et tidspunkt, hvor der er et tilstr�kkeligt kvantum positiv overf�ring i behold til at forl�nge afh�ngighedsforholdet efter analysen. N�r dette tegner en ond cirkel, h�nger det sammen med, at analytikerne, der i princippet skulle have de bedste analyser, i virkeligheden f�r de d�rligste. Det har v�ret et alvorligt problem i psykoanalysens udvikling som videnskab og terapiform, at senioranalytikerne gennem deres selektive praksis skaber kloner af sig selv og st�der de anderledest�nkende kandidater bort, der ikke vil lade sig indoktrinere i en bestemt ideologisk opfattelse af analysen. I et overordnet perspektiv kan det skade psykoanalysens udviklingsmuligheder, at den i selve sin rekrutteringsstruktur har indbygget - ikke et incestforbud, men et "incestp�bud", som betyder, at medlemsskaren risikerer at degenerere, fordi bev�gelsen har et kronisk forsvarsberedskab rettet mod tilf�rslen af "fremmed blod".

Jeg startede med at n�vne den b�lge af kritik, der de sidste 10-15 �r er skyllet ind over psykoanalysen. Det er sket p� et tidspunkt, hvor nogle af de problemer, jeg har omtalt, faktisk var ved at blive l�st. Den feudale struktur er p� retur, og man kan ikke mere beskylde de psykoanalytiske foreninger for at ligne frimurerloger, hemmelige selskaber eller religi�se sekter. Der bliver stadig l�ngere mellem de celebre eksklusionssager, hvor anderledest�nkende medlemmer kan�fles til skr�k og advarsel. Man er flere steder begyndt at v�rne om l�reanalysernes autonomi, s�ledes at analysen ikke bliver en vanskelig eksamen, der skal best�s. Dette g�res ved, at l�reanalytikeren ikke er medlem af det udvalg, der bed�mmer kandidatens kvalifikationer. Den paranoide angst for omgivelserne er ogs� mindsket, og man har tilmed set, at uafh�ngige forskere har f�et adgang til de psykoanalytiske foreningers arkiver, hvilket ville have v�ret helt ut�nkeligt for blot tyve �r siden. Det er, som om psykoanalytikerne har indset, at de selv kan l�re noget af tidligere tiders fejltagelser.
Da der i begyndelsen af 1980erne var langstrakte avisskriverier om, at Freud havde v�ret i seng med sin svigerinde, og at dette n�dvendigvis ville f� hele den psykoanalytiske l�rebygning til at falde sammen, reagerede flere ledende analytikere med direkt�ren for Freud-arkivet, Kurt Eissler, i spidsen ved at forsvare Freuds dyd i stedet for at analysere argumenterne. Denne strategi ville v�re ut�nkelig i dag, hvor analytikere og ikke-analytikere deler en n�gtern interesse i at fremskaffe flest mulige oplysninger om Freuds biografi, samtidig med at de ogs� er enige om, at eventuelle afsl�ringer i hvert fald ikke har noget med teoriens sandhedsv�rdi at g�re. Tidligere kunne man ofte h�re sammenblandinger af en historisk og en videnskabelig interesse i psykoanalytiske problemer, f.eks. n�r A siger: "Jeg mener, at fortr�ngningen b�r forst�s s�dan og s�dan ...", hvortil B svarer: "Nej, for Freud siger jo p� side 287, at det forholder sig s�dan og s�dan ..." I dag er det evident for de fleste, at det kan v�re interessant og l�rerigt at studere Freuds teorier, men at beviser for en teoris gyldighed n�dvendigvis skal hentes fra den nutidige erfaringsverden.
Psykoanalysen har p� godt og ondt v�ret pr�get af spaltninger, fraktionsdannelser og konkurrerende skoledannelser. Og jeg betragter det netop som b�de godt og ondt. Det kan v�re et sundhedstegn, at en skoledannelse spaltes i forskellige konkurrerende enheder, for det sikrer den alsidighed i udforskningen af et genstandsomr�de, som den enkelte skoledannelses doktrin�re indstilling hindrer i at komme til udtryk. Det er, som n�r bladene p� et tr� fordeler sig over en j�vn flade for alle at f� bedst mulig adgang til sollyset. Det, som den ene skole fors�mmer, kan s� v�re det, som den anden skole g�r til sit specielle varem�rke. Men naturligvis fordrer denne synsvinkel, at tr�dene p� et tidspunkt samles og blandes igen. Det kan tage mange �r, og det vil i reglen f�rst ske, n�r de stridende parter selv samt deres personlige elever er afg�et ved d�den. Jung er stadig en hadet mand i visse psykoanalytiske kredse, men det beh�ver ikke at hindre moderne freudianere i at f�re en dialog med moderne jungianere om den arv, de trods alt har til f�lles.
Spaltningerne kan imidlertid ogs� blive til noget negativt, hvis de konkurrerende skoler bruger for megen energi p� at bekrige hinanden, - hvis de p� grund af konkurrencen hver is�r stivner i dogmatik og intolerance, - og hvis historien ikke atter samler eller sammenfatter de str�mninger, der tidligere frast�dte hinanden. Jeg vil desuden beklage hvis udst�delsesprocesserne er �rsag til personlige tragedier og forspildte muligheder. I de skandinaviske lande har vi flere eksempler p�, at udelukkelse fra deltagelse i IPA bet�d, at en betydelig talentmasse ikke blev udnyttet eller styrede i en ufrugtbar retning.
Jeg anser det ikke mere for muligt eller �nskeligt, at den ene eller den anden foreningsdannelse, heller ikke den internationale psykoanalytiske forening, pr�ver at g�re sig til herre over alle dele af psykoanalysen og fastholde kravet om at bestemme, hvad der er rigtigt og forkert. Den trehed, jeg har omtalt som terapi, videnskab og bev�gelse, er for omfattende til at kunne styres af en forening med under ti tusind medlemmer p� verdensplan. Det arbejde, der er igangsat inden for psykoanalysen, er i sine fjernvirkninger og i sine konsekvenser s� vidtr�kkende, at det for en helhedsbetragtning involverer mange flere personer, b�de terapeuter fra andre skoler, forskere uden psykoanalytisk uddannelse, psykologer, filosoffer, socialarbejdere og p�dagoger.
Det er om noget den klassiske psykoanalytiske terapi, der er i krise. Den har bidraget med uvurderlige resultater til den psykologiske forskning, men som behandlingsmetode med et sn�vert terapeutisk sigte er den af mere tvivlsom v�rdi. Det er jo s�dan, at en psykoanalyse meget let kan str�kke sig over mere end 500 behandlingstimer, og det vil med dagens takster kunne koste 2-300.000 kr. og vare i 2-3 �r. Bliver man s� v�sentlig mere eller v�sentlig bedre helbredt for sine psykiske skavanker, end hvis man havde konsulteret en terapeut med en simplere og korterevarende terapi? Det er tvivlsomt. Det er i hvert fald endnu ikke lykkedes terapiforskningen med nogen sikkerhed at fastsl�, at psykoanalysen skulle have noget fortrin for andre terapier, n�r det g�lder helbredelseseffekten.
En afd�d dansk psykiatriprofessor har udtrykt det s�ledes, at psykoanalysen er bedst til at helbrede personer, der ikke fejler noget. Den �ger indsigten, den har sandheden som sit h�jeste m�l, men den er principielt tilbageholdende med interventioner, der griber direkte ind i patientens f�lelsesliv eller virker vejledende og r�dgivende. Derfor varer den s� l�nge. Andre terapiformer g�r mere direkte til v�rks, l�ber st�rre risici og er mere manipulerende, men hvad enten man synes om dette eller ej, vil det v�re her fremtiden ligger, ikke mindst n�r borgerskabets hjemmeg�ende husfruer med tid og penge nok til en egentlig analyse er ved at v�re en udd�ende race. Den klassiske analyse vil i stigende grad v�re forbeholdt forskning og uddannelse, mens egentlige patientanalyser vil blive en sj�ldenhed. Man kan ligefrem formode, at "rigtige" patienter med mere dybtgribende psykiske problemer kun vil f� det d�rligere, hvis de uds�ttes for s� lange analyser. Terapi er vel om noget et omr�de, hvor der hele tiden er behov for at eksperimentere.
M.h.t. psykoanalysen som videnskab kan psykoanalytikerne n�ppe heller opretholde deres monopol. Psykologiske hypoteser fremsat p� grundlag af terapeutiske erfaringer m� kunne testes uden for terapisituationen, hvis man skal tro p� deres almene gyldighed. En af de st�rste udfordringer ligger i at klarg�re psykoanalysens placering mellem de traditionelle videnskabelige paradigmer, idet den har s�vel et naturvidenskabeligt som et humanvidenskabeligt og et samfundsvidenskabeligt isl�t. N�r man altid h�rer, at positivistiske psykologer kalder psykoanalysen pseudovidenskabelig, mens humanistiske psykologer kalder den scientistisk, er sandheden netop, at den fors�ger at sp�nde over begge omr�der. Den betragter ikke forklaring og forst�else som antagonistiske mods�tninger.
Set over en hundred�rig periode har den psykoanalytiske teori gennemg�et en karakteristisk forandring. Den klassiske teori havde en vertikal struktur. Den var bygget op over polariteten mellem overflade og dybde. Bevidstheden var placeret p� overfladen, det ubevidste i dybden. Analysearbejdet havde karakter af en ark�ologisk udgravning, og dette modsvarede ogs� hypotesen om, at de dybeste aflejringer i personligheden var de �ldste. Den moderne teori, der allerede findes i kimform hos Freud, men som f�rst slog bredt igennem i 1950erne, har en horisontal struktur. Den er bygget over polariteten mellem subjekt og objekt. Det centrale er nu begreber som introjektion, projektion og interaktion. Vi ser den samme tendens i forskellige versioner i Tyskland, England, Frankrig og USA. I Tyskland har Alfred Lorenzers teori om interaktionsformer v�ret toneangivende gennem flere �rtier, i England er det objektrelationsteorien, som den er udformet af Melanie Klein, Donald Winnicott og Michael Balint, i Frankrig er det Jacques Lacans strukturalistiske subjektteori og i USA forskellige versioner af selvpsykologiske teorier inspireret af Heinz Kohut og Otto Kernberg.
Den Freud'ske driftsteori er gradvis tr�dt i baggrunden. Det har altid v�ret et problem, at driften som forklarende begreb selv var rent hypotetisk. Det samme kan siges om det ubevidste som forklarende begreb. Men driftsteorien var yderligere begr�nset af sine r�dder i den mekaniske fysik. Freud betragtede driftsenergien som energikvantiteter, der bev�gede sig rundt mellem statiske forestillinger i det psykiske apparat. I de moderne subjekt/objekt-teorier er det ikke energierne, der er bev�gelige eller dynamiske, men derimod objekterne selv. Ved introjektion og projektion og alle de heraf afledte processer flyttes der bogstavelig talt objekter mellem subjektets og objektets lokalitet. Det, der motiver disse bev�gelser, er i mindre grad drifter end affekter eller f�lelser, og derfor kan man sige, at affektteorien er ved overtage den centrale position, som driftsteorien tidligere havde.
M.h.t. udviklingsteorien er tyngdepunktet historisk forskudt fra det Freud'ske �dipuskompleks, der manifesterer sig i 3-4-5�rsalderen, tilbage til den f�rsproglige udvikling fra f�dslen til 18m�nedersalderen. Nogle har i den forbindelse videref�rt det Freud'ske narcissismebegreb, mens andre har indf�rt nye begreber som den paranoid-skizoide position, separations-individuationsfasen eller spejlstadiet.
Selv om der fortsat er store divergenser og spredninger i og omkring det psykoanalytiske milj�, er det nok objektrelationsteorien i bred forstand, der i dag kan samle st�rst tilslutning verden over, og det er tankev�kkende, at talen om objektrelationer ogs� kan fremkalde velvillige smil s� forskellige steder som blandt jungianere og gestaltterapeuter.
M.h.t. psykoanalysen som en reformbev�gelse mener jeg, at det h�rer pionertiden til. Man kan beundre de f�rste generationer af psykoanalytikere for deres idealisme og engagement, men i sidste instans gavnede det ikke psykoanalysen, at de forsvarede den som en religion med en r�kke dogmatiske tross�tninger og organiserede sig som i en sekt med hemmelige ritualer og Freud som alfaderligt overhoved. Man kan ogs� beundre det samfundsm�ssige engagement og det betydelige gratisarbejde, der blev udf�rt af mange analytikere. Det kan godt danne en grel kontrast til nutidige stjerneanalytikeres stjernehonorarer og luksuri�se levevis. Alt dette er blot ikke en del af psykoanalysens v�sen. Taler man om psykoanalysen i bestemt form, ligger det ikke i dens natur at fremme det ene eller det andet politiske eller samfundsm�ssige engagement. Dette ville ogs� kunne g�re den suspekt som videnskab. Det er andre faktorer, der bestemmer, om man placerer sig til h�jre eller venstre i det politiske spektrum, og der har altid fandtes psykoanalytikere til begge sider.

Psykoanalysens hundred�rsjubil�um og sp�rgsm�let om, hvad der skal blive af psykoanalysen i det n�ste �rhundred, giver ikke mig grund til alvorlig pessimisme, men det er klart, at de sidste rester af dogmatik vil bukke under, og at ogs� psykoanalytikerne m� besinde sig p�, at de er medlemmer af en st�rre familie, som b�de t�ller selvpsykologer, lacanianere, jungianere, individualpsykologer, eksistentialistiske psykologer, gestaltterapeuter og mange andre. Dette st�rre familief�llesskab g�r ofte under betegnelsen den psykodynamiske psykologi. N�r man bruger denne betegnelse, vedkender man sig den historiske arv fra Freud, men man taler samtidig neutralt om en psykologi, hvor patentet, ophavs- eller ejendomsretten ikke er deponeret inden for den ene eller den anden private forening eller interesseorganisation. Denne terminologiske forskydning vil efter min overbevisning ogs� v�re i psykoanalysens egen interesse