Den endelige og den uendelige analyse

(1937c)

Kapitel V

Sigmund Freud

Vi gik ud fra det sp�rgsm�l, hvordan kan man afkorte den besv�rligt lange varighed af en analytisk behandling, og er s�, stadigv�k ledet af interessen for tidsm�ssige forhold, g�et videre til unders�gelsen af, om man kan opn� varig helbredelse eller tilmed gennem forebyggende behandling holde fremtidig sygdom p� afstand. Vi har i den forbindelse som afg�rende for resultatet af vor terapeutiske bestr�belse erkendt den traumatiske �tiologis indflydelse, den relative styrke af de drifter, der skal beherskes, og noget, som vi kaldte jeg�ndringen. Kun ved det andet af disse momenter dv�lede vi mere udf�rligt og havde i den forbindelse anledning til at anerkende den kvantitative faktors dominerende vigtighed og til at betone den metapsykologiske betragtningsm�des adkomst ved ethvert forklaringsfors�g.

Om det tredje moment, jeg�ndringens, har vi endnu intet sagt. Vender vi os nu til det, s� er det vort f�rste indtryk, at der her er meget at sp�rge om og at svare p�, og at det, som vi har at sige dertil, vil vise sig at v�re s�rdeles utilstr�kkeligt. Dette f�rste indtryk holder ogs� stand ved videre besk�ftigelse med problemet. Den analytiske situation best�r som bekendt i, at vi slutter forbund med objektpersonens jeg for at undertvinge ubeherskede dele af dennes det, alts� inddrage dem i jegets syntese. Den kendsgerning, at en s�dan sammenarbejdning regelm�ssigt mislykkes hos psykotikeren, l�ner vor bed�mmelse et f�rste holdepunkt. Det jeg, med hvilket vi kan slutte en s�dan pagt, m� v�re et normalt jeg. Men et s�dant normal-jeger, som normaliteten overhovedet, en idealfiktion. Det er det abnorme, for vore hensigter ubrugbare jeg desv�rre ikke. Enhver normal er netop kun gennemsnitligt normal, hans jeg n�rmer sig psykotikerens i dette eller hint stykke, i st�rre eller ringere udstr�kning, og st�rrelsen af afstanden fra den ene og tiln�rmelsen til den anden ende af r�kken vil forel�big v�re en m�lestok for os for den s� ubestemt betegnede “jeg�ndring”.

Sp�rger vi, hvorfra de s� mangfoldige arter og grader af jeg�ndringen kan hidr�re, s� er det f�rste uundg�elige alternativ, at de enten er oprindelige eller erhvervede. Det andet tilf�lde vil v�re lettere at behandle. Hvis de er erhvervede, da er de det bestemt i l�bet af udviklingen fra den f�rste livsperiode. Lige fra begyndelsen m� jeget jo s�ge at opfylde sin opgave at formidle mellem sit det og yderverdenen i lystprincippets tjeneste og beskytte det'et mod yderverdenens farer. Hvis det i l�bet af denne bestr�belse l�rer at indstille sig defensivt ogs� over for sit eget det og at behandle dettes driftskrav som ydre farer, s� sker dette i det mindste til dels, fordi det forst�r, at driftstilfredsstillelsen ville f�re til konflikter med yderverdenen. Jeget v�nner sig s� under indflydelse af opdragelsen til at forl�gge kampens skueplads fra det ydre til det indre, at overvinde den indre fare, inden den er blevet til en ydre, og g�r sandsynligvis for det meste vel deri. Under denne kamp p� to fronter - senere kommer en tredje front til1 - betjener jeget sig af forskellige fremgangsm�der til at l�se sin opgave, alment udtrykt til at undg� fare, angst og ulyst. Vi kalder disse fremgangsm�der “forsvarsmekanismer”. Vi kender dem endnu ikke i tilstr�kkeligt udt�mmende grad. Bogen af Anna Freud har tilladt os et f�rste indblik i deres mangfoldighed og mangesidede betydning2.

¹ [Nemlig imod overjeget.]

² Anna Freud: Jeg'et og forsvarsmekanismerne (1936).

-2-

³ Robert Eisler: Jesus Basileus (1929 [og 1930]).

⁴ [Goethe: Faust: I. del, 4. scene.]

 

I en af disse mekanismer, fortr�ngningen, har studiet af de neurotiske processer overhovedet taget sit udgangspunkt. Der var aldrig nogen tvivl om, at fortr�ngningen ikke er den eneste fremgangsm�de, jeget r�der over for at n� sine hensigter. Alligevel er den noget ganske s�rligt, som er skarpere adskilt fra de andre mekanismer end disse indbyrdes. Jeg vil gerne tydeligg�re dens forhold til disse andre gennem en sammenligning, men jeg ved, at sammenligninger p� disse omr�der aldrig n�r ret langt. T�nk s�ledes p� en bogs mulige sk�bne p� et tidspunkt, da b�ger endnu ikke blev trykt i oplag, men skrevet enkeltvis. En s�dan bog kunne indeholde angivelser, som p� senere tidspunkter blev betragtet som u�nskede. M�ske s�dan som Flavius Josephus' skrifter if�lge Robert Eisler3 m� have indeholdt steder om Jesus Kristus, som den senere kristenhed tog anst�d af. Den offentlige censur ville i nutiden ikke anvende nogen anden forsvarsmekanisme end konfiskationen og tilintetg�relsen af ethvert eksemplar af hele oplaget. Dengang anvendte man forskellige metoder til uskadeligg�relsen. Enten blev de anst�delige steder tykt overstreget, s�ledes at de var ul�selige; de kunne s� heller ikke afskrives, og bogens n�ste kopist leverede en uangribelig tekst, men p� nogle steder med huller og d�r m�ske uforst�elig. Eller man n�jedes ikke med det, ville ogs� undg� henvisningen til tekstens forkr�bling; man gik s�ledes over til at forvr�nge teksten. Man udelod enkelte ord eller erstattede dem med andre, man indsk�d nye s�tninger; bedst str�g man hele passagen og indf�jede i dets sted en anden, som sagde det stik modsatte. Bogens n�ste afskriver kunne da fremstille en tekst, der ikke vakte nogen mistanke, men som til geng�ld var forfalsket; den indeholdt ikke mere, hvad forfatteren havde villet meddele, og sandsynligvis var den ikke blevet korrigeret til sandhed.

Hvis man ikke gennemf�rer sammenligningen alt for strengt, kan man sige, at fortr�ngningen forholder sig til de andre forsvarsmetoder som udeladelsen til tekstforvr�ngningen, og i de forskellige af forfalskningens former kan man finde analogierne til jeg�ndringens mangfoldighed. Man kan fors�ge den indvending, at denne sammenligning glider af p� et v�sentligt punkt, for tekstforvr�ngningen er en tenditi�s censurs v�rk, som jegudviklingen ikke fremviser noget modstykke til. Men s�dan er det ikke, for denne tendens repr�senteres i vid udstr�kning af lystprincippets tvang. Det psykiske apparat t�ler ikke ulysten, det m� v�rge sig imod den for enhver pris, og hvis perceptionen af realiteten v�kker ulyst, m� den - sandheden alts� - ofres. Mod den ydre fare kan man hj�lpe sig et godt stykke tid ved flugt og undg�else af faresituationen, indtil man senere engang bliver st�rk nok til at oph�ve truslen ved aktiv �ndring af realiteten. Men fra sig selv kan man ikke flygte, mod den indre fare hj�lper ingen flugt, og derfor er jegets forsvarsmekanismer d�mt til at forfalske den indre perception og kun muligg�re et mangelfuldt og forvr�nget kendskab til vort det. I sine relationer til det'et er jeget da enten lammet som f�lge af sine indskr�nkninger eller forbl�ndet af sine fejltagelser, og resultatet i den psykiske proces m� blive det samme, som n�r man p� en vandring ikke kender egnen og ikke er rustet til at g�.

Forsvarsmekanismerne tjener den hensigt at holde farer v�k. Det er ubestrideligt, at noget s�dant lykkes for dem; det er tvivlsomt, om jeget i l�bet af sin udvikling kan give fuldst�ndigt afkald p� dem, men det er ogs� sikkert, at de selv kan blive til farer. Ofte viser det sig, at jeget har betalt en for h�j pris for de tjenester, som de yder det. Det dynamiske energiopbud, der kr�ves for at opretholde dem, s�vel som de jegindskr�nkninger, som de n�sten regelm�ssigt f�rer med sig, viser sig som sv�re belastninger af den psykiske �konomi. Disse mekanismer bliver heller ikke opgivet, efter at de har hjulpet jeget i dets udviklings vanskelige �r. Hver enkelt person anvender naturligvis ikke alle mulige forsvarsmekanismer, kun et vist udvalg af dem, men disse f�stner sig i jeget, de bliver karakterens regelm�ssige reaktionsm�der, som gentages hele livet igennem, s� ofte en situation, der ligner den oprindelige, vender tilbage. Dermed bliver de til infantilismer, deler sk�bne med s� mange institutioner, som str�ber efter at opretholde sig selv ud over den tid, hvor de er brugbare. �Fornuft bliver vr�vl, velgerning plage�4, som digteren beklager det. Den voksnes styrkede jeg forts�tter med at forsvare sig mod farer, som ikke mere best�r i realiteten, ja det finder sig presset til at uds�ge de situationer i realiteten, som omtrent kan erstatte den oprindelige fare, for med dem at kunne retf�rdigg�re sin fastholden ved de tilvante reaktionsm�der. Dermed bliver det let at forst�, hvordan forsvarsmekanismerne gennem en stadig mere omsiggribende fremmedg�relse i forhold til yderverdenen og en vedvarende sv�kkelse af jeget forbereder og begunstiger neurosens udbrud.

Vor interesse er imidlertid for n�rv�rende ikke rettet mod forsvarsmekanismernes patogene rolle; vi vil unders�ge, hvordan den jeg�ndring, der svarer til dem, p�virker vor terapeutiske bestr�belse. Materialet til besvarelsen af dette sp�rgsm�l er givet i den omtalte bog af Anna Freud. Det v�sentlige deri er, at den analyserede ogs� under det analytiske arbejde gentager disse reaktionsm�der, s� at sige fremf�rer dem for vore �jne; i virkeligheden kender vi dem kun derfra.

-3-

Dermed er ikke sagt, at de g�r analysen umulig. De fastl�gger tv�rtimod den ene halvdel af vor analytiske opgave. Den anden, som i analysens tidlige periode f�rst blev grebet an, er afd�kningen af det, der skjuler sig i det'et. Vor terapeutiske bestr�belse svinger under behandlingen bestandig fra et stykke detanalyse til et stykke jeganalyse. I det ene tilf�lde vil vi bevidstg�re noget af det'et, i det andet korrigere noget ved jeget. Den afg�rende kendsgerning er nemlig, at forsvarsmekanismerne mod fortidige farer under behandlingen vender tilbage som modstande mod helbredelsen. Det munder ud i, at helbredelsen selv behandles som en ny fare af jeget.