Biografi over Sigmund Freud (1856-1939)

af Ole Andkj�r Olsen

 

 

Sigmund Freud f�dtes 1856 i en j�disk familie i Freiberg i �strig som s�n af en uldhandler. Han var det f�rste barn i faderens tredje �gteskab med en langt yngre kvinde. Da han var fire �r gammel, flyttede familien til Wien. Efter gymnasiet indskrev den unge Freud sig i 1873 som medicinstuderende ved Wiens Universitet. Han specialiserede sig i neurologi, og en af hans f�rste selvst�ndige unders�gelser gjaldt kokains indvirkning p� nervesystemet. Gennem l�gen Josef Breuer (1842‑1925) stiftede han omkring 1880 bekendtskab med hypnosen og dens anvendelse til behandling af nervelidelser. Under et studieophold i Paris 1885‑86 hos tidens f�rende neurolog, J.‑M. Charcot (1825-93), l�rte han mere om hypnose, ligesom han hos Hippolyte Bernheim (1840-1919) i Nancy 1889 modtog instruktion i den terapeutiske anvendelse af hypnotisk suggestion. Brugen af hypnose var ikke velset i Wien og kostede Freud en ellers lovende universitetskarriere. I 1886 �bnede han sin private praksis som nervel�ge. Samme �r giftede han sig med Martha Bernays, med hvem han 1887‑95 fik seks b�rn. I de f�rste �r m�tte han supplere indt�gterne med hospitalsarbejde for at fors�rge den store familie.

Den psykoanalytiske teknik tog gradvis form i f�rste halvdel af 1890erne, efter at Freud havde haft held til at erstatte hypnosen med en egentlig samtaleterapi, hvor patienten liggende p� en divan i en daglig analysetime l�rer at rette opm�rksomheden mod traumatiske oplevelser i fortiden og arbejde med sine psykiske konflikter. I 1895 publicerede han sammen med Josef Breuer (1842-1925) Studien �ber Hysterie (ikke oversat til dansk), men herefter afbr�d de samarbejdet som f�lge af teoretiske uoverensstemmelser. Freud antog i disse �r, at hans hysteriske patienter alle var blevet udsat for seksuelle overgreb i barndommen, men kom i 1897 til den overbevisning, at forf�relsesberetningerne i mange tilf�lde beroede p� fantasier undfanget med den funktion at indd�mme de p�g�ldendes egne seksuelle �nsker. Det var en af Freuds banebrydende opdagelser, at der gemte sig st�rke seksuelle lidenskaber bag hysterikernes p�faldende seksualangst. Et forel�bigt h�jdepunkt blandt hysteriarbejderne var sygehistorien om den atten�rige Dora (affattet 1901, udg. 1905e).

Gennem 1890erne var Freuds n�rmeste forbundsf�lle den i Berlin bosiddende halsl�ge Wilhelm Fliess (1858-1928), til hvem han skrev en str�m af entusiastiske breve om sine opdagelser. Korrespondancen, hvoraf kun Freuds halvdel er bevaret, er en uforlignelig kilde til psykoanalysens tilblivelseshistorie og indeholder bl.a. det store manuskript ”Udkast til en videnskabelig psykologi” (affattet 1895, posthumt udg. 1950c). I 1894 udt�nkte Freud begrebet om det psykiske forsvar og de heraf f�lgende indre konflikter, i 1895 skabte han termerne prim�r‑ og sekund�rproces, i 1896 fulgte det ubevidste og det f�rbevidste, og i 1897 kom grundelementerne til teorien om �dipuskomplekset og den infantile seksualitet. Opdagelsen af �dipuskomplekset blev underst�ttet af en intens selvanalyse, som Freud indledte efter sin faders d�d i 1896.

Pr�vestenen p� den nye teoris sammenh�ngskraft er den omfattende Dr�mmetydning (1900a). Heri h�vdede Freud, at dr�mme gennem en s�rlig tydningsmetode kan vises at v�re maskerede �nskeopfyldelser, og at den normale personlighed rummer den samme type ubevidste processer og motiver, som kendes fra hysterien. I samme linje ligger Hverdagslivets psykopatologi (1901b), hvor simple fejlhandlinger og forglemmelser vises at have dybe r�dder i det ubevidste, og Der Witz (1905, ikke oversat til dansk), hvor vittighedens effekt analyseres som udslag af, at en forbudt impuls momentant undslipper fortr�ngningen. I Tre afhandlinger om seksualteori (1905d) fremsatte Freud teorien om den infantile seksualitets almene karakter og dens lighed med voksnes perversioner. Is�r dette element i den psykoanalytiske teoribygning vakte modstand s�vel i l�geverdenen som i konservative katolske kredse.

Postyret omkring de nye teorier tiltrak imidlertid ogs� positivt interesserede. Freud samlede fra 1902 en stadig voksende kreds af yngre l�ger og intellektuelle omkring sig og kunne i 1908 formelt stifte Wiens Psykoanalytiske Forening. Ved faste ugentlige m�der diskuterede man den nye disciplins anvendelse og udbredelse, og mange af Freuds tilh�ngere k�mpede for "sagen" med en n�sten religi�s lidenskab. I 1910 stiftedes en international psykoanalytisk forening (nu is�r kendt under sit engelske navn, International Psychoanalytical Association eller IPA), og allerede inden 1. Verdenskrig fandtes der psykoanalytiske grenforeninger i �strig, Schweiz, Ungarn, Tyskland, England og USA.

Samtidig med fremgangen opstod der alvorlige teoretiske kontroverser, is�r om synet p� barnets seksualitet. Alfred Adler (1870-1937), der havde fulgt Freud siden 1902, og C.G. Jung (1875-1961), der var den f�rste pr�sident for den internationale forening, br�d med Freud og skabte deres egne l�rebygninger p� et andet, om end besl�gtet grundlag, hvor seksualitetens betydning er st�rkt reduceret. Som modtr�k oprettede Freuds loyale tilh�ngere i 1912 den hemmelige komit�, hvis m�l var at v�rne om Freuds grundl�ggende id�er og sikre kontrollen over foreningen. Medlemmerne var Hanns Sachs (1881-1947) og Otto Rank (1884-1939) i Wien, S�ndor Ferenczi (1873-1933) i Budapest, Karl Abraham (1877-1925) i Berlin og Ernest Jones (1879-1958) i London.

Fra 1909‑15 ligger hovedparten af Freuds modne forfatterskab, der fortrinsvis er skrevet som vejledning for de mange nye analytikere: (1) de sidste fire af de fem store sygehistorier, Lille Hans (1909b), Rottemanden (1909d), Schreber (1911c) og Ulvemanden (affattet 1914, udg. 1918b), hvor Freud i detaljer demonstrerer sin analytiske metode, (2) de vigtigste af de behandlingstekniske skrifter, hvori psykoanalysens terapeutiske teknik gennemg�s , og (3) en r�kke teoretiske (eller metapsykologiske) afhandlinger, hvori den psykoanalytiske drifts‑ og personlighedsteori fremstilles (jvf. navnlig afhandlingerne ”Om indf�relsen af begrebet narcissisme” (1914c), ”Drifter og driftssk�bner” (1915c) og ”Det ubevidste” (1915e)). En s�rstilling indtager det store antropologiske essay Totem og tabu (1912‑13a), hvori Freud freml�gger grundlaget for sin kulturteori. For alment interesserede l�sere udgav han i krigs�rene en samling Forel�sninger til indf�ring i psykoanalysen (1916-17a)

Efter verdenskrigen foretog Freud en omfattende �ndring og radikalisering af den psykoanalytiske teori. F�rst publicerede han en revision af driftsteorien, hvormed han indf�rte begreberne livsdrift og d�dsdrift (Hinsides lystprincippet, 1920g), s� fulgte studier i jegets psykologi i forhold til samfundet (Massepsykologi og jeg‑analyse, 1921c), og endelig kom freml�ggelsen af en ny personlighedsmodel best�ende af instanserne det'et, jeget og over‑jeget (Jeg'et og det'et, 1923b). Generelt sk�rpede han i disse �r sin teori om �dipuskomplekset, og han fremsatte en ny teori om kvindens udvikling, som han centrerede omkring begrebet penismisundelse.

I 1923 fik han konstateret en kr�ftsygdom, der i en �rr�kke blev holdt i skak gennem operationer, men som dog p� afg�rende vis sv�kkede hans arbejdsevne s�vel som hans muligheder for at lede den psykoanalytiske bev�gelse. I den hemmelige komit� opstod der stridigheder omkring Otto Rank, der blev tvunget bort i 1925, og komit�en opl�stes definitivt i 1927. Mere demokratiske, men ogs� mere bureaukratiske ledelsesformer s� dagens lys. I tilslutning til de psykoanalytiske grenforeninger blev der oprettet uddannelsesinstitutter, poliklinikker og r�dgivningscentre. Den psykoanalytiske uddannelse blev fra 1927 formaliseret, og det blev gjort obligatorisk, at vordende analytikere som led i deres uddannelse skal gennemg� en personlig analyse (l�reanalyse). Freud lagde stor v�gt p�, at psykoanalysen bevarede sin fulde uafh�ngighed af andre institutioner, og med store �konomiske tab til f�lge s�gte han at drive et psykoanalytisk forlag til udgivelse af foreningens b�ger og tidsskrifter.